SAS vil i den kommende sommer ikke blot åbne 10 nye ruter fra København. Selskabet øger også antallet af flyvninger på 10 eksisterende ruter.
SAS har fået stor opmærksomhed omkring åbningen af 45 nye ruter næste år. Heraf bliver fire helårsruter og seks sommerruter fra København. Men de mange nye ruter er ikke det eneste offensiv tiltag, som det skandinaviske luftfartsselskab har planlagt.
Således er der også oprustning på en række eksisterende ruter til Syd- og Østeuropa samt Israel på plakaten hos selskabet, som for bare få uger siden, ifølge sine ejere, stod og stirrede ned i afgrunden med konkurstruslen hængende over hovedet. Hele 10 ruter fra København får i sommerhøjsæsonen fra slutningen af juni og starten af juli til slutningen af august øget frekvens.
På de tre spanske destinationer Alicante, Malaga og Palma bliver antallet af ugentlige flyvninger øget fra henholdsvis 1, 1 og 3 ugentlige flyvninger i forårsmånederne til henholdsvis 4, 7 og 7. De frankofile kan glæde sig over at SAS fra 1. juli vil flyve fra København til Nice 15 gange om ugen mod 11 gange i foråret og efteråret. For dem, der elsker tiramisu og grappa, bliver det muligt at komme til Rom med SAS 12 gange om ugen.
Kunne man hellere tænke sig at støtte de nødlidende grækere og se Akropolis, så vil der fra 30. juni være 11 ugentlige SAS-flyvninger til Athen, ligesom det syv gange om ugen bliver muligt at tage de blå-røde fly til den kroatiske by Split, hvor man blandt andet kan se den romerske kejser Diocletian’s palads. Den serbiske by Pristina og den rumænske by Bukarest kan fra starten af juli nås henholdsvis fem og seks gange om ugen fra København med SAS.
Endelig øger SAS frekvensen på sin rute til Tel Aviv, som åbnede i juni i år. Fra 1. juli bliver det muligt at komme til den israelske storby fire gange om ugen mod tre gange i dag.
Destination | Antal ugentlige afgange |
Periode |
Alicante | 4 | (01JUL-16AUG) |
Athen | 11 | (30JUN-11AUG) |
Bukarest | 6 | (01JUL-17AUG) |
Malaga | 6 | (29JUN-17AUG) |
Nice | 15 | (01JUL-04AUG) |
Palma | 7 | (29JUN-18AUG) |
Pristina | 5 | (02JUL-17AUG) |
Rom | 12 | (01JUL-11AUG) |
Split | 7 | (29JUN-17AUG) |
Tel Aviv | 4 | (01JUL-01SEP) |