SAS genoptager i dag fuldt trafikprogram på de skandinaviske ruter til Bruxelles. Flere afgange har dog midlertidigt fået ændret tidtabellen.
Fra i dag flyver SAS atter 10 gange dagligt fra Skandinavien til Bruxelles. Forholdene i den belgiske hovedstadslufthavn er på vej til at blive normaliseret efter terrorangrebet den 22. marts.
SAS måtte i en periode fra 22. marts til og med den 5. april aflyse samtlige flyvninger fra Skandinavien til Bruxelles, og fra den 6. april genoptog SAS flyvningerne til Bruxelles-Zaventem med to daglige afgange fra København samt en fra henholdsvis Stockholm og Oslo. Herudover opererede SAS i seks dage fra den 6. til den 12. april en midlertidige rute mellem København og Liège.
“Vi har oplevet en mindre efterspørgsel på rejser til Bruxelles, men det ser nu ud til, at efterspørgslen er ved at komme tilbage. Det er for tidligt at gøre sig nogle konklusioner på den generelle efterspørgsel på Bruxelles fremover, og vi planlægger derfor at flyve vores normale trafikprogram med fem daglige afgange fra København, tre daglige fra Stockholm og to daglige fra Oslo,” siger Anna Vibeke Nielsen, konstitueret pressechef i SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.
Ændrede afgangstidspunkter fra Bruxelles
Selvom SAS i første omgang fra 2. til 8. maj vil gennemføre det planlagte trafikprogram i fuldt omfang, er der alligevel ændringer. Flyselskaberne har ikke haft mulighed for at bevare de oprindelige slots (start- og landingstilladelser, red.) i det omfang, det har været ønsket, da den belgiske lufthavn stadig har restriktioner i afgående og ankommende fly på de meste travle tidspunkter.
Det har medført ændringer på fire flyvninger fra Bruxelles mod Skandinavien.
Rutenummer | Strækning | Tidspunkt | Ændring |
SK4744 | Bruxelles – Oslo | 11:45 | En time senere |
SK4746 | Bruxelles – Oslo | 18:50 | 15 minutter tidligere |
SK1590 | Bruxelles – Stockholm | 17:50 | 10 minutter tidligere |
SK594 | Bruxelles – København | 11:30 | En time senere |
Kilde: SAS
Selvom afgangshallen genåbner den 2. maj vil SAS-passagerer stadig skulle foretage indcheckning i det midlertidige check-in område ved busholdepladserne. Her er det Aviapartner, der varetager opgaven på vegne af SAS.
Billund-baserede Sun-Air har allerede ved udgangen af april opgivet selskabets rute fra Billund til Bruxelles, der har været opereret i næsten 12 år. Herudover har flere amerikanske flyselskaber reduceret kapaciteten og lukket ruter til Bruxelles på grund af en faldende efterspørgsel og udfordringer i forhold til kapaciteten i lufthavnen.
Relaterede artikler:
SAS lukker midlertidig rute til Liège