SAS-piloter i cockpittet. (Arkivfoto)

SAS vil af med dyre styrmænd

Mange af SAS’ styrmænd er dyre i løn og deres muligheder for at gøre karriere i SAS er små. Derfor vil SAS eksportere dem til andre selskaber.

På mange af sæderne til højre i cockpittene på SAS’ fly sidder styrmænd, som har siddet i det højre sæde i op mod 20 år. De er løbende steget i løn, men de har aldrig fået muligheden for at flytte over i venstre side og blive kaptajn. Og sådan som situationen er i SAS lige nu, så er der heller ikke udsigt til at de bliver det lige foreløbigt.

SAS står dermed med en gruppe styrmænd, som er dyre i løn og som ikke har udsigt til at rykke op som kaptajner og skabe plads til nye styrmænd til en lavere løn.

Derfor igangsætter SAS nu et målrettet såkaldt kompetenceudviklingsprogram, der skal bane vejen for at piloterne kan eksporteres ud af virksomheden til andre flyselskaber, som står og mangler piloter.

”De er dyre for os at have og de har ikke de bedste karrieremuligheder i SAS. Derfor vil vi gerne bane vejen for at de kan komme videre til andre selskaber, som har brug for erfarne og kompetente piloter,” forklarer pressechef i SAS, Trine Kromann-Mikkelsen, til CHECK-IN.dk.

Mange års erfaring
For lidt over to år siden etablerede SAS et samarbejde med Etihad Airways fra Abu Dhabi. Det fremadstormende selskab fra olieemiraterne langs Den Persiske Golf afholdte en række roadshows for SAS-piloter, hvor Etihad kunne fortælle om hvordan det er at arbejde for selskabet.

Nu er SAS ved at etablere et lignende samarbejde med et andet stort globalt flyselskab, som også vokser kraftigt i disse år. Og ifølge pressechefen, så er SAS-piloterne ombejlede af de ekspanderende selskaber.

”Vores piloter er ekstremt attraktive, da de har mange års erfaring,” forklarer Trine Kromann-Mikkelsen.

Parallelt med eksporten af dyre styrmænd søger SAS efter nye piloter til datterselskabet Cimber A/S.