Indgangen til Amsterdam Schiphol Airport. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Schiphol beklager behandling af israelske passagerer

Schiphol-lufthavnen i Amsterdam beklager over for to israelske passagerer, der blev dårligt behandlet af en hollandsk medarbejder i forbindelse med et sikkerhedstjek i sidste uge.

To israelske passagerer blev fredag 5. april 2024 udsat for en ubehagelig oplevelse i Amsterdam-Schiphol inden afgang med et fly fra det israelske flyselskab El Al.

Den hollandske storlufthavn har efterfølgende undersøgt, hvad der skete i situationen, og lufthavnen har talt med den israelske ambassadør i Holland, som er kontaktperson for de involverede passagerer.

’Det er tydeligt, at de to passagerer ikke følte sig godt behandlet. Det fortryder vi, og det beklager vi. Vi vil sikre, at den slags situationer ikke gentager sig i fremtiden,’ skriver Amsterdam-Schiphol i en kortfattet meddelelse uden at komme nærmere ind på, hvad der skete i situationen.

Chikaneret og ydmyget
Et af de medier, der har undersøgt episoden i Amsterdam-Schiphol, er ynetnews.com. Mediet rapporterer, at de to israelske kvinder, som blev overfuset, har indgivet en chikaneklage mod en hollandsk lufthavnsmedarbejder af pakistansk oprindelse for offentligt at udskamme dem. Den ene af kvinderne er tidligere Hamas-gidsel.

Lufthavnsmedarbejderen både chikanerede, tilbageholdt og ydmygede de to kvinder, og ifølge ynetnews.com, der har talt med kilder i lufthavnen, er der også tidligere blevet klaget over medarbejderen som følge af tilbageholdelse af israelske passagerer.

Hændelsen fandt sted klokken 09.40, hvor de to kvinder blev henvist til fast track i sikkerhedskontrollen af El Als personale. Her mødte de omtalte lufthavnsmedarbejder – som også var vagtleder – som kiggede det tidligere gidsels pas igennem. Herefter insisterede han på, at de to israelere ikke var berettiget til fast track-sporet.

De to israelere gik over til de almindelige fast track-spor, men lufthavnsmedarbejderen kaldte dem tilbage og sagde, at de alligevel kunne bruge fast track-sporet. Hvis de ikke var berettiget til dette spor, ville det koste 350 euro (2.610 kroner, red.) i bøde, advarede han. Kvinderne fortsatte til fast track-køen.

Fik hjælp af ambassadør
Da israelernes håndbagage skulle tjekkes igennem, trak samme lufthavnsansat dem aggressivt ud af køen. Han placerede dem foran snesevis af ventende passagerer, inden han bevidst ydmygede dem ved højlydt at anklage dem for bedrageri, skriver ynetnews.com. Han beordrede dem desuden tilbageholdt.

Herefter ringede den ene af kvinderne til Modi Ephraim, der er israelsk ambassadør i Holland. Dette gjorde, at lufthavnsmedarbejderen ændrede opførsel, hvorefter de to kvinder fik lov at fortsætte. I mellemtiden kontaktede ambassadøren El Als sikkerhedsofficer, der ilede til stedet.

Før El Als medarbejder ankom, henvendte en anden medarbejder sig til kvinderne, der til sidst fik lov at gennemføre sikkerhedstjekket. Den oprindelige medarbejder, som havde overfuset dem, forsvandt.

Ambassade vil i dialog med myndigheder
Med hjælp fra El Als sikkerhedsofficer fik de to israelere, der ønsker at være anonyme, indgivet en klage til Schiphols grænsepoliti. Den ene af kvinderne, som havde dobbelt statsborgerskab, indgav klagen som hollandsk statsborger.

”Jeg er næsten ugentligt i lufthavne og har aldrig haft så nedværdigende en oplevelse. Det var tydeligt, at han målrettet gik efter os efter at have set vores israelske pas og gik amok. Vi følte os angrebet, ydmyget og nedværdiget. Han havde dette sadistiske blik i øjnene. Først efter at vi nægtede at flytte os, kæmpede tilbage og jeg ringede til den israelske ambassadør, begyndte han at indse, at det ikke ville blive let denne gang,” siger kvinden til ynetnews.com.

Den israelske ambassade i Holland agter at tage en dialog med myndighederne for at sikre, at lignende episoder ikke sker igen.

 

Relaterede artikler:

2023 blev vendepunktet for Schiphol

Første store luftfartskoncern genstarter Israel-ruter

Pilot fyret efter Israel-kritisk Instagram-opslag