Den hollandske storlufthavn Amsterdam Schiphol har brug for flere gates og bygger derfor en helt ny mini-terminal, der samtidig har fokus på grønne løsninger.
55.000 nye kvadratmeter at boltre sig på.
Passagerer i hovedstadslufthavnen Amsterdam Schiphol kan fra slutningen af 2019 indfinde sig i et spritnyt område, når lufthavnen indvier en afdeling, der bedst kan karakteriseres som en finger og mini-terminal i ét.
Den nye finger bliver den største i Amsterdam Schiphol til dato, og selve byggearbejdet går snart i gang efter et års projekteringsfase. Omkring 100 mennesker har været med til at udforme og designe den nye afdeling.
Størrelsen på den kombinerede finger og mini-terminal svarer til elleve fodboldbaner. Det er en så markant størrelse, at Amsterdam Schiphols Finger B ville kunne være to gange inde i selve bygningen.
Den nye tilbygning af Amsterdam Schiphol er nødvendig på grund af stor vækst i lufthavnen, og i 2023 planlægger lufthavnen desuden at åbne en ny, almindelig terminal.
Lækre loungestole
Passagerer i Hollands største lufthavn kan godt se frem til at slå sig løs i de nye omgivelser. Fingeren vil blive indrettet med komfortable loungestole, højborde til at arbejde på, og der vil også være mulighed for at shoppe, inden man stiger om bord på sit fly.
Bygningen bliver udformet således, at man kan følge med i, hvornår boarding begynder, selv om man ikke befinder sig i nærheden af den pågældende gate. Der bliver således en god overskuelighed, så man ikke behøver at bekymre sig over at finde vej til sin gate.
Amsterdam Schiphol har desuden haft fokus på at sikre, at den nye finger bliver grøn i så mange henseender som mulig. Først og fremmest vil træer, blomster og planter pryde de store områder, så passagererne kan opholde sig i varme, rolige og afslappende omgivelser.
Nøgleordet er bæredygtighed
Lufthavnen har imidlertid også koncentreret kræfterne om at skabe grønne løsninger. Bæredygtighed er et nøgleord i arbejdet med den nye finger. Amsterdam Schiphol har blandt andet gennemtænkt forskellige løsninger med at genbruge energi, ligesom man vil anvende genbrugelige eller bæredygtige materialer i designet af den nye mini-terminal.
Loftet i bygningen bliver eksempelvis bygget af genanvendeligt plastik, marmor-murværk og 5.000 kvadratmeter solpaneler. Toiletskyl foregår med regnvand. Og gulvet bliver lavet af bambus.
De mange tusinde passagerer i Amsterdam Schiphol har utvivlsomt noget at glæde sig til, når den ’grønne’ finger efter hensigten slår dørene op mod slutningen af 2019.
Relaterede artikler:
Næsten 70 millioner passagerer i Schiphol
Schiphol større end Paris-Charles de Gaulle
Passagerkaos i Amsterdam-Schiphol