Indgangen til Berlin Schönefeld Airport. Foto: calflier001, CC 2.0

Schönefeld bliver til BER den 25. oktober

Berlin-lufthavnen Schönefeld får IATA-koden BER i slutningen af oktober, da den bliver en integreret del af den nye storlufthavn, Berlin Brandeburg, der åbner 31. oktober.

Om godt to måneder sker det, som tyskerne har ventet på i rigtig mange år. Den nye storlufthavn Berlin Brandenburg Airport slår dørene op med ni års forsinkelse, og skandalelufthavnen, som den er blevet kaldt, vil langt om længe være i drift.

Den nuværende og næststørste Berlin-lufthavn, Schönefeld (SXF), vil overgå til at blive en del af Brandeburg-lufthavnen som Terminal 5. Det betyder, at Schönefeld fra 25. oktober 2020 – i forbindelse med skiftet fra sommer- til vintertrafikprogrammet – får IATA-koden BER, der også er koden for den nye storlufthavn.

For at Schönefeld kan blive en integreret del af den nye Brandenburg-lufthavn, har lufthavnen gennemgået en større renovering og udvidelse.

”Schönefeld Airport som den nye Terminal 5 vil være en iboende del af BER. Som et resultat af byggearbejdet kan passagerer stadig behandles godt i T5 i et par år. Det betyder, at flyoperationerne vil blive tilpasset under coronaforhold,” siger Engelbert Lütke Daldrup, administrerende direktør i Flughafen Berlin Brandenburg (FBB).

Udvidelse for 300 millioner kroner
Berlin Schönefeld bliver løbende tilpasset udseendet af Berlin Brandenburg – herunder samme type skiltning i terminalen, ligesom de store bogstaver ude på terminalen vil blive udskiftet til fremover at være ’BER Terminal 5’.

Check-in-området er blevet væsentligt forbedret, og der er foretaget opgraderinger af sikkerhedsområdet med nyere scannere til håndbagage og passagerer. Antallet af baner i sikkerhedskontrollen er øget fra fire til fem, og det føderale politi får udvidet sit område.

Fly fra Terminal 5 i Brandenburg-lufthavnen vil afgå fra den nordlige startbane, mens fly fra Terminal 1 og 2 vil afgå fra den sydlige startbane. Operationsområdet i Schönefeld-lufthavnen er blevet udvidet for at blive tilstrækkeligt forbundet med Brandenburg. Omkostningerne til dette arbejde gennem de sidste tre år beløber sig til 40 millioner euro, eller hvad der svarer til knap 300 millioner kroner.

Der er bygget i alt 23.000 kvadratmeter forplads i beton, mens der er anlagt 100.000 kvadratmeter asfalt til taxaveje og serviceveje. De to nye taxaveje K5 og K6 giver flyene mulighed for hurtig og parallel kørsel.

Berlin Tegel lukker 8. november
Berlin Brandenburg Airport åbner officielt 31. oktober 2020, og lufthavnen skal fremover udgøre den samlede trafik fra Berlin, da både Berlin Tegel og Berlin Schönefeld lukkes som selvstændige lufthavne.

Den sydlige og helt nye startbane i Berlin Brandenburg vil blive taget i brug 4. november, mens trafikken fra Berlin Tegel overflyttes 8. november. Herefter vil den bynære Tegel-lufthavn lukke ned for bestandigt, og berlinerne kan se frem til mere aftenro efter 72 år med trafik i lufthavnen.

Opførslen af den nye storluften Berlin Brandeburg begyndte i 2006, og åbningsdatoen blev i første omgang sat til 30. oktober 2011. Åbningsdatoen blev dog udskudt gentagne gange på grund af problemer med blandt andet tekniske installationer og brandsikring.

 

Relaterede artikler:

Ny Berlin-lufthavn udvider allerede inden åbning

Berlin-lufthavn får lov at fortsætte

20.000 frivillige skal teste ny lufthavn