Seaways Club – nyt fordelskoncept hos DFDS

Passagerrederiet DFDS Seaways lægger sig nu i kølvandet på flyselskaberne og introducerer Seaways Club, der er et nyt fordelskoncpet. Hvert 3. cruise er gratis som Seaways Club-medlem.

Seaways Club er navnet på det nye loyalitetsprogram, som DFDS Seaways netop har sat i søen. Hermed tager rederiet en idé op, som flyselskaberne har anvendt gennem mange år.

Medlemskabet af Seways Club er gratis, men også personligt. Det vil være muligt at optjene “klip“ for de rejser, der foretages i løbet af et kalenderår. Når Seaways Club-medlemmerne har betalt for 2 rejser indenfor et kalenderår, får man foræret et MiniCruise til Oslo uden beregning. Her kan man endda tage op til 3 medrejsende familiemedlemmer eller venner med på rejsen, såfremt de overnatter i samme kahyt.

Som medlem får man også to gange om måneden elektroniske nyhedsbreve med informationer og tilbud. Herudover får man 4 gange om året særlige Seaways Club-tilbud samt eventuelt en værdikupon til brug på København-Oslo ruten.

Mange flypassagerer stiftede bekendtskab med DFDS Seaways-produktet, da den islandske vulkan-askesky i april måned lukkede lufthavnene i København og Oslo i næsten en hel uge. DFDS måtte melde udsolgt på flere afgange, da flypassagerne strømmede til for at benytte sig af den alternative transportform.

DFDS Seaways Oslo-både sejler fra både København og Oslo hver dag klokken 17.00 med ankomst den følgende dag klokken 09.30.