Siciliansk selskab åbner rute til København

Italiens 4. største flyselskab WindJet med hovedbase i Catania åbner fra 1. april en rute til København fra den italienske by Forli. Selskabets direktør og grundlægger ejer også Serie A-fodboldklub.

Nye farver og nye selskaber dukker konstant op i Københavns Lufthavn. Nu er turen kommet til italienske WindJet, derfra 1. april åbner en sæsonrute mellem Forli og København.

Selskabet er etableret i 2003 på resterne af det hedengangne Air Sicilia. WindJet´s grundlægger var Antonino Pulvirenti, der også i dag er adm. direktør i selskabet. Han er også kendt fra fodboldens verden som ejer af den italienske Serie A-fodboldklub Calcio Catania.

Der flyves to gange ugentligt (torsdag og søndag) til Forli Airport, derligger ca.70 km fra Bologna. Fra Forli er der videre forbindelse til de sicilianske lufthavne i Catania og Palermo. Tidtabellen er følgende:

København- Forli 13.10 15.10 – IV467 01/04 17/10
København – Catania 13.10 17.30 – IV467/IV583 01/04 17/10
København – Palermo 13.10 17.30 – IV467/IV283 01/04 17/10

WindJet har en flåde på i alt 12 fly omfattende 7 stk. Airbus A320-200 med plads til 180 passagerer samt 5 stk. Airbus A319-100, der er indrettet til i alt 142 passagerer. Begge flytyper vil blive anvendt på ruten mellem København og Forli.

Et af selskabets Airbus A320-fly har skandinaviske relationer. Flyet med registrering I-LINH blev i september 1991 leveret til daværende Conair og fløj på danske register indtil 1997 – også under Premiair-navnet. Siden har flyet opereret for Airtours og My Travel Airways under britisk register.

Også danske Cimber Sterling flyver til Catania hver lørdag fra maj måned og resten af sommersæsonen, mens Transavia fra 28. juni og i højsæsonen flyver hver mandag fra København til Palermo. Der har tidligere været en sæsonrute mellem Karup via Odense til Forli opereret af Cimber Sterling.