Slut med rejsebureau-support på e-mail

SAS lukker den 1. september for en særlig service overfor rejsebureauerne, der ikke længere vil kunne få support via e-mail.

Rejsebureauerne i Danmark er stadig en vigtig distributionskanal for SAS. Derfor stiller SAS forskellige support-faciliteter til rådighed, således at bureauernes medarbejdere hurtigt vil kunne få hjælp i spørgsmål om regler og procedurer omkring salg af flyselskabets billetter.

Hos SAS har man en Agent Help Desk og Agent Group Sales, der er de to afdelinger, der betjener “agenterne“, som rejsebureauerne også kaldes i fagsproget.

Hidtil har det været muligt at få hjælp via henvendelser per telefon, e-mail samt gennem en elektronisk kø i bookingsystemet, men per 1. september har SAS valgt at lukke ned for support via e-mail.

Dermed er der blot telefonisk kontakt og elektroniske køer tilbage.

Nemmere sagshåndtering
SAS har ingen planer om at forringe servicen over for rejsebureauerne, men har valgt at sløjfe e-mail løsningen for at sikre en mere effektiv betjening.

“Vi vil kunne supportere bedre på telefonhenvendelser og elektronisk kø end via e-mail, da vi har et sagshåndteringssystem, hvor e-mails ikke automatisk kommer ind. Sagerne skal implementeres manuelt, og det kan ofte være tungt,“ forklarer pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk

Hos SAS oplyser man, at de direkte kunder heller ikke har mulighed for at kontakte SAS via e-mail.