Snestorm aflyser USA-fly hos SAS

SAS har aflyst samtlige lørdagens afgange fra Skandinavien til den amerikanske østkyst. Det er snestormen Jonas, der der er årsagen.

En af de tilbagevendende begivenheder på den amerikanske østkyst i vinterhalvåret er ofte en snestorm, der sender flytrafikken til tælling.

Denne vinter er ingen undtagelse, da vinterstormen Jonas truer den amerikanske østkyst med sne i så store mængder, at den offentlige transport kommer til at lukke ned.

SAS har fredag formiddag besluttet at aflyse lørdagens flyvning fra København til Washington DC med rutenummer SK925/926. Sent fredag eftermiddag tog flyselskabet også beslutning om at aflyse lørdagens i alt fire flyvninger fra København, Stockholm og Oslo til New York-Newark.

Når flyvninger aflyses som følge af ekstraordinære omstændigheder som vejrmæssige forhold har passagererne ret til en refundering. Det vil også være muligt at blive ombooket til en anden SAS-flyvning, og hvis det bliver nødvendigt, skal passagererne tilbydes mad og drikke, hotelindkvartering samt eventuelt transport til og fra lufthavnen.

SAS flyver – andre aflyser
Fredag middag kl. 12.48 lettede et Airbus A340-300 fly med rutenummer SK925 fra Københavns Lufthavn med kurs mod Washington DC. SAS havde dermed vurderet, at det var muligt at sende flyet afsted på den ni timer lange flyvning mod uvejrsområdet på den amerikanske østkyst.

Andre flyselskaber valgte i stedet at aflyse fredagens flyvninger fra Europa til den amerikanske forbundshovedstad. Således blev flyvninger fra London-Heathrow, Frankurt, München, Bruxelles, Zürich og Geneve aflyst.

Herudover besluttede British Airways også at annulere fredagens flyvning fra London City Airport til New York.JFK samt alle flyafgange lørdag mellem London og de amerikanske byer Washington DC, Philadelphia og Baltimore. Lufthansa måtte fredag aflyste en flyvning til Charlotte, mens i alt 10 flyafgange til Baltimore, Washington DC og New York ikke vil blive gennemført den 23. januar.

Indtil videre er flere end 3.000 indenrigsflyvinger til og fra uvejrsområdet blevet aflyst, og tallet vokser time for time.

Delstaterne North Carolina, Virginia, Maryland, Tennessee og Pennsylvania har på forhånd erklæret undtagelsestilstand, mens der i første omgang er tale om varsel om snestorm i Washington og Baltimore.