ATR 72-500 fra Iran Aseman Airlines - reg. EP-ATS. (Foto: Aeroprints.com | Creative Commons 3.0)

Sønderlemmende kritik af piloter på ulykkesfly

Menneskelige fejl fra piloterne er hovedårsag til, at et iransk passagerfly af typen ATR72-500 med 66 mennesker om bord styrtede ned i Iran i februar sidste år.

Den 18. februar 2018 forulykkede en ATR72-500 fra det iranske flyselskab Iran Aseman Airlines. Flyet havde registrering EP-ATS og var på vej fra Teheran Mehrabad International Airport til Yasuj på rutenummer EP3704.

Det nedstyrtede fly blev lokaliseret nær landsbyen Semirom i Denabjergene omkring et par hundrede kilometer nord for Yasuj Airport. Om bord på det over 24 år gamle ulykkesfly var 60 passagerer, fire besætningsmedlemmer og to sikkerhedsvagter.

Omkring klokken 08.45 lokal tid forsvandt flyet fra radaren, og på daværende tidspunkt befandt det sig nær Zagrosbjergene, der er Iran og Iraks største bjergkæde.

Rapport kaster lys over ulykke
Præcis et år efter styrtet – den 18. februar i år – udsendte den iranske havarikommission, AIB, en delrapport, der mere eller mindre også er den endelige rapport over ulykken, skriver Aviation Herald.

Rapporten indeholder både en fuldstændig analyse af tiden op til ulykken, ligesom der drages en række konklusioner. Den iranske havarikommission opstiller således en række sandsynlige årsager til, at ATR72-flyet styrtede ned i bjergene på vej til Yasuj.

Havarikommissionen har fundet, at ulykken skete på baggrund af mange årsager, men at den menneskelige faktor var fremherskende ved styrtet. Flyets to piloter, der på flere måder gjorde flyvningen farlig, betragtes således som hovedårsagen til den tragiske ulykke.

Burde have landet i alternativ lufthavn
Flyets kaptajn og styrmand besluttede – i strid med flyselskabets procedurer – at fortsætte til Yasuj på trods af en lav skyhøjde og den tilhørende, store skymasse. De burde i stedet have fortsat til en alternativ lufthavn, lyder vurderingen. Piloterne gik imidlertid ned i uautoriseret flyvehøjde, og der var mangel på CRM (Crew Ressource Management, red.), hvilket indebærer, at piloterne har gjort utilstrækkeligt brug af det forhåndenværende udstyr og egne færdigheder.

Herudover får piloterne markant kritik ved blandt andet at have mislykkedes med at stabilisere flyet efter et stall. Rapporten finder også, at piloterne havde forkert indtryk af vejrsituationen på flyets rute, og at de ikke fulgte checklisterne og foretog de nødvendige rapporteringer til flyvekontroltjenesten.

Kaptajnen på det iranske ulykkesfly var 62 år, og han havde i alt 17.926 flyvetimer. Styrmanden var 36 år og havde 1.880 flyvetimer. De havde henholdsvis 12.519 og 197 flyvetimer på den pågældende flytype. Kaptajnen var desuden flyinstruktør hos Iran Aseman Airlines.

I 2016 blev Iran Aseman Airlines føjet til EUs sorte liste over flyselskaber, der har flyveforbud i EU på grund af sikkerhedsproblemer i selskabet. Siden 1990 har det iranske flyselskab været involveret i otte flyulykker – herunder fire med dødelig udgang.

 

Relaterede artikler:

Iransk passagerfly er styrtet ned

Iransk selskab ny på EU’s sorte liste

Sidste passagerflyvning med Boeing 727