Ulykkesflyet PK-LQP fra Lion Air. (Foto: PK-REN, Jakarta | CC 2.0)

Den anden sorte boks fra Lion Air-fly er fundet

De indonesiske myndigheder har mandag fundet den sorte boks med lydoptagelser fra cockpittet på det Lion Air-fly, der styrtede i havet i slutningen af oktober sidste år.

Et afgørende gennembrud i efterforskningen af den nedstyrtede Boeing 737 MAX 8 fra Lion Air kan være på vej.

Mandag har de indonesiske myndigheder udtalt, at man har fundet flyets anden ”sorte boks”, der gemmer på lydoptagelser fra cockpittet. Den første sorte boks, der indeholder data om flyets bevægelser, blev fundet kun tre dage efter styrtet, der skete den 29. oktober sidste år. Samtlige 189 ombordværende omkom.

I løbet af mandagen vil de indonesiske myndigheder begynde at downloade indholdet fra den sorte boks. Fundet af boksen kan have afgørende betydning for opklaringen af, hvad der skete, da det ellers nye Boeing-fly styrtede i Javahavet kun godt 11 minutter efter starten fra den indonesiske hovedstad, Jakarta.

“Vi har vores eget laboratorie- og personaleteam til at bearbejde optageren,” udtaler Haryo Satmiko, vicedirektør for det indonesiske transportsikkerhedsudvalg, til nyhedsbureauet Reuters.

Det har tidligere taget op mod tre måneder at downloade, analysere og transskribere indholdet fra en lignende sort boks, lyder det fra Haryo Satmiko.

Sort boks fundet begravet i mudder
De indonesiske luftfartsmyndigheder har udsendt en foreløbig rapport, hvor fokus særligt var på flyvedligeholdelse og træning af besætning hos Lion Air. Rapporten fortæller dog ikke noget om, hvad der forårsagede styrtet.

Oberstløjtnant Agung Nugroho fortæller til Reuters, at der for flere dage siden blev detekteret et svagt signal fra den nu fundne sorte boks. Dykkere søgte herefter i området, og den sorte boks blev fundet dybt begravet i mudder på havbunden på cirka 30 meters dybde.

“Vi ved ikke, hvilken skade der er, men optageren har tydelige ridser på ydersiden,” siger Agung Nugroho.

Han forklarer, at der er fundet omkomne omkring det sted, hvor den sorte boks med lydoptagelser blev fundet. Det er cirka 50 meter fra det sted, hvor flyets sorte boks med flydata blev lokaliseret.

Stor eftersøgning
Fundet af den anden sorte boks sker efter, at de indonesiske myndigheder nærmest havde opgivet at finde den. Lion Air finansierede selv en 10-dages intens eftersøgning af den sorte boks, hvilket kostede flyselskabet 2,7 millioner dollar (17,5 millioner kroner, red.). Missionen endte dog uden resultat. I stedet blev et flådeskib sendt ind, og det blev således en succes.

Den sorte boks med lydoptagelser er designet til at udsende vedvarende bip op til 90 dage efter, at boksen er havnet i vand.

Siden styrtet er Lion Air blevet efterset for dets vedligeholdelse og træningsstandarder, mens efterladte til de omkomne har anlagt mindst tre retssager mod den amerikanske flyproducent Boeing.

 

Relaterede artikler:

Nyt Boeing-fly styrter i havet med 189 personer ombord

Bulletin til MAX-operatører efter Lion Air-havari

Havarirapport belaster sikkerhedskultur hos Lion Air

Lion Air overvejer at annullere MAX-ordrer

Lion Air-ordre den største i Boeings historie