Spiritus, chips og småkager skal øge indtjeningen hos SAS

SAS opdaterer tilbuddet af drikkevarer og snacks på de skandinaviske og europæiske ruter, hvilket forventes at styrke produktet og øge indtjeningen.

SAS igangsætter nu første del af en totrinsmodel, der skal styrke produktet og øge indtjeningen. Det handler om selskabets mad- og drikketilbud på de skandinaviske og europæiske ruter.

I dag er mad og drikke inkluderet for de passagerer, der rejser på SAS Plus, mens rejsende på SAS Go skal betale for produkterne i café-sortimentet. På baggrund af tilbagemeldinger fra kunderne og de kabineansatte har SAS valgt fremover at sætte fokus på produkter med naturlige ingredienser af høj kvalitet fra lokale leverandører.

“Vi ved, at mad og drikke er en vigtig del af rejseoplevelsen. Derfor er vi glade for at lancere et nyt mad- og drikkekoncept af høj kvalitet, hvor der også gennem serveringen og indpakning sættes fokus på at give vores rejsende en endnu bedre totaloplevelse. Vi begynder med cafevognstilbuddet, hvor vi nu hovedsageligt kommer til at tilbyde produkter fra skandinaviske brands,”siger Gustaf Öholm, Head of onboard product and services, i en pressemeddelelse.

Blandt de nye snacks tilbydes nu Butter Cookies fra Tantens Bageri og Larssons Chips fra Sverige, Speedy Tom Chocolate fra Danmark samt Imsdal kildevand og Ringi æblejuice fra Norge. Det nye udvalg inkluderer også nye spiritus-produkter, som den danske Mikkeller Vodka, Mackmyra Whisky fra Sverige og Harahorn Gin fra Norge.

Kunderne ønsker nye produkter
Det er således spiritus, chips og småkager, der skal sikre større kundetilfredshed hos SAS samt øge indtjeningen. SAS kunne nemlig allerede i året første kvartal af regnskabsåret 2016/17 rapportere om en stærk udvikling i salget af supplerende tillægsydelser, der også omfatter ombordsalget af mad- og drikkevarer.

Med nye ombordprodukter er der således også udsigt til et styrket salg.

“Vi har opgraderet vores tilbud ombord, da vores kunder ønsker det. Vi har mange passagerer, som tilbringer mange timer i luften, og vores undersøgelser viser, at de vil have flere lokale og friskere råvarer. Det får de med det nye koncept, og det tror vi bliver godt modtaget,” forklarer pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

I slutningen af maj introduceres anden del af servicekonceptet, hvor friske råvarer, naturlige ingredienser, indpakning og serveringen er i fokus. Ifølge SAS er det nye mad- og drikkekoncept en del af SAS New Experience, hvor det skandinaviske flyselskab opgraderer de korte ruter med nye fly kabiner og inden længe også højhastigheds-WiFi.

 

Relaterede artikler:

Nye SAS-menuer kan ikke købes om bord

Business-mad får et løft hos SAS

Her er det nye SAS-servicekoncept

SAS lukker for bestilling af catering til grupper