Air France-KLM leverede i tredje kvartal et driftsresultat på godt ni milliarder kroner, hvilket er samme niveau som kvartalet i 2024. “Vi fastholder en stærk indtjening og sund likviditet,” lyder det fra koncernchefen.
Air France-KLM fastholder et solidt driftsresultat i tredje kvartal 2025 med et driftsresultat på 1,2 milliarder euro, eller hvad der svarer til 8,98 milliarder kroner, og det er stort set uændret fra året før.
Omsætningen steg med 2,6 procent til 9,2 milliarder euro (68,8 milliarder kroner) og var båret af vækst i passagertrafikken, lavprisflyselskabet Transavia og i koncernens tekniske vedligeholdelsesforretning.
Efter årets første ni måneder er der i forhold til samme periode året før en fremgang i driftsoverskuddet på næsten 34 procent til 1.611 millioner euro (12,03 milliarder kroner) baseret på en omsætning på en omsætningsvækst på 5,3 procent til 24.822 millioner euro (185,3 milliarder kroner)
Koncernchef Benjamin Smith fremhæver, at Air France-KLM fortsat viser modstandsdygtighed trods en kompleks markedsstruktur præget af stigende afgifter og intens konkurrence.
”Vi fastholder en stærk indtjening og sund likviditet. Vores fokus på premium-segmentet og flådefornyelsen styrker både kundeoplevelsen og vores bæredygtighedsmål,” udtaler Benjamin Smith i forbindelse med offentliggørelsen af kvartalsregnskabet.
Passagervækst og produktivitetsgevinster
Koncernen transporterede i alt 29,2 millioner passagerer i kvartalet, hvilket var 4,7 procent flere end året før. Den udbudte sædekapacitet steg med 5,1 procent, mens enhedsindtægten faldt 0,5 procent i faste valutaer. Det skyldes især lavere fragtindtægter og pressede priser hos lavprisselskabet Transavia.
Alligevel formåede koncernen at holde enhedsomkostningerne i nogenlunde ro med en stigning på blot 1,3 procent, hvilket er et resultat af effektiviseringer og lavere brændstofudgifter efter prissikring. Den gennemsnitlige brændstofpris faldt med 8,9 procent.
Forskellig udvikling hos passagerflyselskaberne
Air France forbedrede driftsresultatet til 799 millioner euro (5,97 milliarder kroner), hjulpet af højere premium-yields trods påvirkning fra juli-strejker og den franske solidaritetsskat på flybilletter.
KLM, der er i gang med en større spareplan, oplevede derimod pres på økonomiklasse-efterspørgslen og faldende yields, hvilket reducerede indtjeningen. Afgiftsstigninger i Schiphol-lufthavnen steg med op til 41 procent, og stigende passagerafgifter har også bidraget til presset på indtjeningen.
lavprisenheden Transavia havde en vanskelig sommersæson med et fald i enhedsindtægterne på 2,8 procent. Konkurrencen fra Mellemøsten og højere skatter i Frankrig påvirkede forretningen negativt.
Koncernen fastholder helårsforventningerne for 2025 med en kapacitetsvækst på et sted mellem fire og fem procent, lave enkeltcifrede omkostningsstigninger og et investeringsniveau på op til 3,4 milliarder euro. Likviditeten forbliver stærk med 9,5 milliarder euro (71 milliarder kroner) i kassen, mens nettogælden ved udgangen af tredje kvartal var 7,8 milliarder euro (58,3 milliarder kroner).
Relaterede artikler:
Han skal styre SAS ind i Air France-KLM
Få hurtig adgang til artiklen
Vælg det abonnement, der passer til dig eller din virksomhed

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


