I første halvår af 2024 er 28,8 millioner passagerer rejst til, fra eller via Frankfurt Lufthavn. For hele året ventes mellem 61 og 65 millioner rejsende, hvilket stadig er under 2019-niveauet på 70,5 millioner.
I 2019, der var det sidste år før coronapandemien, var der 70,5 millioner rejsende gennem Frankfurt Lufthavn, hvilket var det hidtil travleste år i den tyske storlufthavn.
Sidste år nåede man op på 59,4 millioner passagerer, og i første halvår af 2024 er det samlede passagertal registreret til 28,8 millioner, hvoraf alene 5,6 millioner benyttede det store Lufthansa-hub i juni måned. Det svarer til en akkumuleret fremgang på 7,0 procent i årets første seks måneder.
Dermed er lufthavnen stadig 14,5 procent bag 2019-niveauet på samme tid. Det skyldes blandt andet flere strejker i årets tre første måneder, der kostede omkring en halv million passagerer, og efter første kvartal var man da også hele 17,7 procent bagud i forhold til 2019.
“I første halvår øgede vi passagertallet med 1,8 millioner og bød omkring 28,8 millioner rejsende velkommen i Frankfurt. Uden de mange strejker i begyndelsen af året ville vi have betjent omkring 500.000 flere passagerer i første halvår. På trods af denne mangel er vi på vej til at nå det forventede volumen på mellem 61 og 65 millioner passagerer for hele året,” siger Stefan Schulte, CEO i Fraport.
ccc
Fraport AG, der driver Frankfurt Lufthavn, har også ejerinteresser i lufthavne andre steder i verden, blandt andet i Brasilien, Bulgarien, Grækenland, Peru, Slovenien og Tyrkiet.
Flere af disse steder går det tilsyneladende bedre end på det tyske marked.
“Opsvinget på det tyske luftfartsmarked holdes stadig tilbage af høje lokationsspecifikke omkostninger pålagt af myndighederne. Med hensyn til passagergenrejsning ligger vores hjemmemarked sidst i Europa og vil ikke komme videre uden en ny vækst. Andre regioner i verden er meget mere dynamiske, som det fremgår af vores koncernlufthavne i Grækenland, Antalya og Lima, som alle igen har overgået niveauet før krisen,” lyder det fra Fraport-direktøren.
Han henviser blandt andet til, at Ljubljana Airport i Slovenien, der i juni gik frem med 15,3 procent i forhold til samme måned sidste år, mens Lima Airport i Peru fik en vækst på 16,0 procent. Koncernens 14 græske lufthavne fik samlet en passagerfremgang på 5,9 procent i juni, mens Antalya Airport i Tyrkiet voksede med 8,6 procent og nåede helt op på 4,9 millioner passagerer i juni.
Relaterede artikler:
Strejker lagde en dæmper på vækst i Frankfurt