Piloter i cockpittet på fly fra Air France. (Arkivfoto: Air France | PR)

Stadig ikke fuld beskæftigelse i luftfarten efter COVID-19

Beskæftigelsen hos de 25 største flyselskaber i verden er på 95 procent af niveauet fra før coronapandemien, viser data fra IATA. Mange selskaber forventer at ansætte flere medarbejdere det næste år.

Den globale luftfart er godt på vej tilbage til den tilstand, der var, før coronapandemien brød ud i begyndelsen af 2020.

Det viser data fra flyselskabernes internationale sammenslutning, IATA, som har lavet en undersøgelse af den nuværende beskæftigelse hos verdens største flyselskaber. Undersøgelsen er baseret på de 25 største fragt- og passagerflyselskaber ud fra antallet af medarbejdere.

Tallene viser, at antallet af medarbejdere har nået næsten 95 procent af niveauet fra 2019, der var det sidste hele år før pandemien. Flyselskaberne har dog præsteret på ganske forskellig vis, når det kommer til COVID 19-påvirkningen og status for genopretning i perioden siden.

Nogle flyselskaber har rapporteret om lønpres og vedvarende, problematisk mangel på arbejdskraft og kvalificerede medarbejdere. Til tider har dette skabt udfordringer for luftfartsindustrien, der ind imellem har haft svært ved at følge med den hastigt stigende efterspørgsel på rejser efter pandemien.

Forventer løbende flere ansættelser
Beskæftigelsen hos de 25 største flyselskaber i verden målt på antal ansatte faldt som bekendt drastisk i 2020, hvilket altså bragte en ende på den hastige vækst i årtiet op til. I 2021 steg antallet af job hos flyselskaberne med blot 1,8 procent, mens væksten var 5,7 procent i 2022.

Før pandemien havde flyselskaberne i alt lidt over 1,1 millioner medarbejdere, mens antallet i øjeblikket altså er cirka fem procent under dette.

IATA har også data, der viser frem i tiden. I den seneste kvartalsvise Business Confidence Survey svarede 60 procent af respondenterne, at de forventer at øge beskæftigelsen i løbet af det næste år. 37 procent af respondenterne forventer at holde antallet af medarbejdere på det nuværende niveau.

Alt i alt forventes det, at luftfartsindustrien vil opleve en fortsat god vækst det kommende år. Således forventer IATA, at flyselskaberne fortsat vil genoprette og udvide både rutenetværk og tidtabeller samt ansætte det nødvendige antal medarbejdere for at kunne opretholde en fornuftig drift.

 

Relaterede artikler:

IATA: 40 procent flere rejsende i Europa i sommeren

IATA: Flyselskaber får overskud i 2023

IATA: I 2024 er luftfarten over 2019-niveau