En Boeing 777-300ER fra Qatar Airways. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Starlink i verdenspremiere hos Qatar Airways

Nu er trådløst internet via Starlink-satellitterne for første gang blevet benyttet på en Boeing 777-flyvning. Den blev foretaget af Qatar Airways, der vil rulle teknologien ud på flere flytyper næste år.

Der ventes højest at gå et år, inden hele Qatar Airways ’ Boeing 777-flåde, der i øjeblikket tæller 92 fly, har det nødvendige udstyr ombord således, at passagererne kan benytte de såkaldte Starlink-satellitter, når de surfer på internettet.

Det var i hvert fald meldingen fra det store flyselskab i forbindelse med, at man havde foretaget verdens første flyvning i et 777-fly, hvorpå det trådløse internet leveres af satellitterne, der er udviklet af rumfartsselskabet SpaceX. Flyvningen var mellem lufthavne i London og Doha.

Efter planen vil Qatar Airways have installeret Starlink-udstyret ombord på 12 Boeing 777-300-fly, inden i år er omme, mens resten af flyene følger efter næste år. I løbet af sommeren 2025 påbegynder man desuden installationen ombord på de 58 A350’ere, som Qatar råder over.

Europæisk selskab også på vej
Starlink er verdens første og hidtil største konstellation af satellitter, der er i lavt kredsløb over jorden. De er blandt andet blevet kendte, fordi satellitterne kort tid efter Ruslands invasion af Ukraine blev aktiveret over landet.

Som led i krigshandlingerne havde russerne ødelagt en del af den eksisterende internet- og kommunikations-infrastruktur, men satellitterne har siden sørget for, at ukrainerne fortsat kan have kontakt til omverdenen via det trådløse internet, som de leverer.

Overordnet set har kvaliteten af det internet, man kan få adgang til via Starlink, ry for at være både godt og pålideligt.

I kølvandet på nyheden bekræfter koncernchef Martin Gauss fra Air Baltic, at det fortsat er planen, at det lettiske flyselskab bliver det første europæiske selskab, der får debut med internet leveret ved hjælp af satellitkonstellationen. Ifølge topchefen vil det ske ”meget snart”.

Musk kalder det begyndelsen
Qatar Airways’ koncernchef Badr Mohammed Al-Meer er ikke overraskende begejstret over, at selskabet nu bliver det første til at introducere Starlink-internet på 777’erne, og han ser frem til, at det bliver installeret ombord på flere af selskabets flytyper.

”Sammen med vores intention om at udrulle Starlink på alle de moderne fly i vores flåde, er denne milepæl et vidnesbyrd om vores utrættelige stræben efter altid at kunne tilbyde vores passagerer en oplevelse ud over det sædvanlige.”

Det er den kontroversielle rigmand Elon Musk, der grundlagde SpaceX i starten af dette årtusinde, og han spår, at kvaliteten af det trådløse internet, som satellitterne er i stand til at levere, bliver øget fremover.

”Med tiden vil man opleve, at det kun blive bedre og bedre. Dette er begyndelsen, og det bliver kun bedre herfra,” udtaler Musk.


Relaterede artikler:

Air France vil lancere lynhurtig WiFi til alle rejsende

Elon Musk overtager kinesisk Boeing 737

Air Baltic flyver ind i fremtiden med SpaceX