Indgangen til Terminal 3 i Københavns Lufthavn. (Arkivfoto: CPH)

Status quo trods månedsrekord i CPH

En ny månedsrekord i oktober var ikke nok til at sikre en samlet passagerfremgang i Københavns Lufthavn. År til dato er der nulvækst i forhold til samme periode året før-

I oktober var der 4.196 passagerer flere passagerer, der rejste gennem Københavns Lufthavn end samme måned sidste år. Dermed blev der med 2.727.549 passagerer sat ny rekord for en oktober måned, men den begrænsede vækst var ikke nok til at trække CPH i plus for hele året.

Ved udgangen af oktober måned var der registreret samlet 26.027.911 rejsende gennem terminalerne i Kastrup, og man skal ud på anden decimal og en oprunding for at kunne konstatere en tilbagegang på 0,05 procent. Så overordnet set er der tale om status quo i passagerudviklingen på de første 10 måneder af 2019.

Københavns Lufthavn hæfter sig ved, at efterårsferien har været en del af oktober, og fredag den 11. oktober blev da også en af de travleste dage i lufthavnen nogensinde med 107.200 rejsende. Det skyldes ifølge lufthavnen danskernes trang til at rejse efter sol og varme, når efteråret sætter ind.

“Det skal gerne være varmt, når danskerne rejser på efterårsferie. Omkring uge 42 tredobles flytrafikken til Spanien og især De Kanariske øer. Mange vælger også at tage en ekstra ferieuge og rejse langt til især Sydøstasien via for eksempel Dubai og Doha, hvor trafikken omkring efterårsferien vokser 25 til 30 procent,” siger administrerende direktør, Thomas Woldbye fra Københavns Lufthavn.

Flere transferpassagerer og interkontinental vækst
Selvom lufhavnsdirektøren giver danskerne æren for den travle oktober, så skal årsagen til den travle måned måske findes uden for landets grænser. Transfertrafikken, hvor passagererne skifter fly i Københavns Lufthavn, voksede nemlig med 7,5 procent, hvilket svarer til i underkanten af 20.000 passagerer. Derimod faldt lokaltrafikken med lidt mere end 18.000 passagerer, og det svarer til et tilbagegang på 1,7 procent.

Kigger man på de øvrige segmenter i oktober, var der en meget lille fremgang over hele linjen, mens indenrigstrafikken fortsatte med at falde. Der manglede således 9.424 indenrigspassager i statistikken i oktober, hvilket svarer til en nedgang på 6,4 procent. 

År til dato er indenrigstilbagegangen på 6,8 procent, og det repræsenterer 91.802 passagerer. Der er også en samlet tilbagegang i Europa-trafikken med 81.711 færre passagerer, mens fremgangen er på 5,3 procent – 160.903 passagerer – på de interkontinentale ruter.

Og der er mere interkontinental vækst på vej.

“Vi ser vi meget frem til januar 2020, hvor SAS flytter sin Los Angeles rute til København. Det vil styrke vores position som hub, så flere nordeuropæiske rejsende vælger at flyve via Københavns Lufthavn og videre ud i verden fremfor at vælge andre hubs som for eksempel Amsterdam, Frankfurt og London,” siger Thomas Woldbye.

 

Relaterede artikler:

Fremgang i transfertrafikken i CPH

CPH bevarer førerpositionen trods tilbagegang

Konkurser påvirker passagertallet i CPH