Stigning helt uden for kategori

Fra cykelsportens verden kender man udtrykket ‘stigning udenfor kategori’. Dette udtryk kan mageligt overføres til luftfartens verden, når talen falder på passagervækst i Karup Lufthavn. I september måned vækstede lufthavnen med ikke mindre end 80 %.

Man kan have mistanke om doping, når de professionelle cykelryttere forcerer bjergtoppe ‘udenfor kategori’ i de store cykelløb. Hvorvidt der er tale om doping i Karup Lufthavn skal være usagt.

Det er i hvert fald en kendsgerning, at lufthavnen måned på måned kan præstere passagervækst helt uden for kategori. Således var væksten i september måned på 80 %. Det er dog ikke årets højeste vækst i Karup Lufthavn. Rekorden faldt i maj måned, hvor passagertallet steg med imponerende 117 %.

I september måned rejste 30.059 passagerer til og fra Karup mod kun 16.690 passagerer i samme måned året før. En stigning på 13.369 passagerer svarende til 80 %.

Som nævnt mange gange før, er det Norwegians indenrigssatsning samt Cimber Sterlings efterfølgende modsvar, da selskabet spillede “frekvens-kortet“, der har bragt rekordvæksten til den midtjyske lufthavn.

Den kommende vinterfartplan omfatter ikke færre end 14 hverdagsafgange mellem København og Karup. Heraf opereres 11 afgange af Cimber Sterling med ATR72-fly (64 sæder), mens Norwegian betjener ruten med tre hverdagsafgange med Boeing 737-300 (148 sæder)kapacitet.

Foto: Siden Norwegians entré i Karup Lufthavn har væksten været ‘udenfor kategori’.