Stor forskel på bestillingsgebyr hos luftfartsselskaberne

Der er stor forskel på luftfartsselskabernes bestillingsgebyrer på nettet. I den billigste ende findes Air France / KLM, mens Finnair topper listen som dyreste selskab. SWISS har netop sænket selskabets bookingtillæg for at tiltrække flere rejsende.

Nogle kalder det “reservationsgebyr“, “Booking fee“ eller “Ticket service charge“. Men det dækker over det samme. Et gebyr, som flyrejsende skal betale for at få adgang til via nettet at reservere en flybillet hos et luftfartsselskab. Hos SAS har man endda valgt at kalde det “salgstillæg“, selvom der absolut ikke er elementer af salg heri. Det er ren og skær selvbetjening.

Bankerne var de første til at “flytte skærmarbejdet ud til kunderne“, men luftfartsindustrien er kommet godt med de senere år, hvor 80 – 90 % af lavprisflyselskabernes billetter reserveres på nettet, mens eksempelvis SAS sælger 35 – 40 % af sine billetter via hjemmesiden.

Men paradoksalt nok koster det penge for forbrugerne at gøre arbejdet for luftfartsselskabet. Et tillæg på mellem 10 kr. og 100 kr. pr. rejsende er den pris, som man skal betale for at gøre arbejdet selv. Til gengæld får man også adgang til 24/7-service og en række tillægsfaciliteter, der gør bestilling af flyrejsen mere effektiv – til fordel for såvel luftfartsselskab som kunde.

Der er dog stor forskel på, hvor meget kunderne skal betale for at få adgang til at reservere en billet. Dette dokumenteres af en mini-test, som konsulentvirksomheden Travelbroker Nordic har foretaget på vegne af Boarding.dk. Der er primært undersøgt bookinggebyret hos de største ruteselskaber fra Københavns Lufthavn – og således ikke medtaget de rene lavprisflyselskaber.

Undersøgelsen viser, at Star Alliance-selskaberne Austrian, Lufthansa og SAS samlet har et reservationsgebyr på 50 kr. pr. rejsende. Men SWISS har fra den 22. marts valgt at nedsætte sit gebyr fra 50 kr. til 10 kr. i en periode på tre måneder.

“Ved at sænke vort booking-gebyr på vores hjemmeside, har vi givet vore kunder endnu et argument for at booke SWISS,“ siger Eddy Gerber,der Regional Manager Scandinavia hos det schweiziske luftfartsselskab.

Luftfartsselskab Reservationsgebyr pr. rejsende i DKK
Finnair 100 kr.
Austrian / Lufthansa / SAS 50 kr.
British Airways 45 kr.
Delta Air Lines 45 kr. (ved betaling med dansk kreditkort)
Continental Airlines 40 kr.
Cimber Sterling 20 kr.
SWISS 10 kr. (fra 22. marts og 90 dage frem)
Air France / KLM 10 kr.

SAS-partneren Continental Airlines, der flyver dagligt mellem de skandinaviske hovedstæder og New York har en helt særlig forklaring til selskabet “Online Ticketing Fee.“ på 40 kr. pr. rejsende. På hjemmesiden får man følgende meddelelse: The government of some countries charge a fee for reservations ticketed online or through other channels. Den særregel må vist stå for Continentals egen regning. De danske myndigheder opkræver ikke en afgift for elektronisk billettering.

Men undersøgelsen viser også, at booking-gebyret ligger på omkring 50 kr. hos de fleste selskaber. Finnair topper med hele 100 kr. pr. rejsende i en booking, mens KLM er bundproppen med 10 kr.