Stort rykind til feriemesse

Et rekordstort antal udstillere tog i weekenden mod lidt færre rejselystne danskere end de foregående år ved Skandinaviens største feriemesse i Herning.

62.855 mennesker benyttede den regnvåde weekend til at søge indendøre i Messecenter Herning og drømme sig væk til fjerne og i mange tilfælde varmere himmelstrøg. De besøgte nemlig Ferie for Alle-messen, der er Skandinaviens største feriemesse.

Det er en lille tilbagegang i forhold til 2014’s 64.520 besøgende og rekordåret 2012, hvor over 66.000 mennesker lagde vejen forbi. Til gengæld overgik messen endnu en gang sig selv med hensyn til antallet af udstillere. Således kunne de besøgende suge til sig af ferieinspiration blandt 1.096 udstillere.

Slår rekord
Ferie for Alle er den eneste messe i Danmark, som har samtlige af landets store charterbureauer på udstillerlisten. Og de havde en god weekend.

”Vi har aldrig haft så god en messe, som vi har år. På åbningsdagen alene fordoblede vi salget i forhold til samme dag sidste år. Sidste år var vel og mærke rekordår for os. Den rekord slår vi i år,” vurderede kommerciel direktør i Bravo Tours, Gitte Søndergaard, søndag eftermiddag.

Samme melding lyder fra Spies Rejser.

”Det var været en super god messe for os. Vi har solgt mere end sidste år og er simpelthen så tilfredse,” siger produktchef Carlos Cebrian fra Spies Rejser.