Sun-Air gør klar til Billund-München

Cimber Sterling lukker definitivt ruten mellem Billund og München, og tirsdag den 21. februar bliver således den sidste afgang. Sun-Air of Scandinavia gør sig klar til at flyve to gange dagligt på ruten.

Samtidig med gårsdagens offentliggørelse af den nyeCimber Sterling-rute fra København til Stockholm-Bromma var der også et par mindre gode nyheder fra selskabet.

Cimber Sterlinglukker med virkning fra den 22. februar ruten mellem Billund og München, mens ruten fra Billund til London-Gatwick ophører den 24. marts.

München-lukningen skyldes, at Cimber Sterling skal frigøre flykapacitet til den nye Stockholm-satsning, mens begrundelsen for lukningen af Gatwick-ruten ligger i den svære konkurrencesituation mellem Billund og London.

Med lukningen af Billund-Gatwick anses det som sandsynligt, at Sun-Air of Scandinavia vil øge på ruten mellem Billund og London City Airport eller muligvis vælge at flyve til begge lufthavne.

”Det er beklageligt, at Cimber Sterling har valgt at lukke ruten til Gatwick, idet det er en af Billund Lufthavns ældste ruter,“ siger marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Søgt slots på BIllund-München

Meget tyder dog på, at Sun-Air vil gå ind på ruten mellem Billund og München. Selskabet har allerede søgt slots til to daglige rotationer på ruten med start fra den 25. marts 2012.

“Vi kan bekræfte, at Sun-Air overvejer at gå ind på ruten, såfremt Lufthansa eller andreikke vælger at gå ind. Derfor har vi søgt slots på ruten, fordi der er et point-to-point marked, der passer til vores mindre fly,“ siger kommerciel direktør Kristian Tvergaard til CHECK-IN.dk.

Der bliver i givet fald tale om to rotationer på hverdage, henholdsvis tidligt morgen fra Billund og en sen eftermiddagstur, oplyser Kristian Tvergaard.

Cimber Sterling og Lufthansa har tidligere haft en code-share aftale på ruten, men den bortfaldt i 2009, da Cimber Sterling angiveligt ikke kunne opfylde de krav og audits, som Lufthansa har til code-share samarbejdspartnere.

Sidenhen har Cimber Sterling primært haft point-to-point passagerer på ruten, og således ikke mange transferpassagerer. Ruten har hos Cimber Sterling været opereret med et CRJ200 fly med 50 sæder, mens Sun-Air forventes at benytte Dornier 328 med i alt 32 sæder, hvis ruten bliver en realitet.

Hos Lufthansa ønsker Country Manager John Nielsen ikke på nuværende tidspunkt at kommentere Sun-Air´s overvejelser. Han siger blot: “Vi har i dag sat vore netværksfolk på sagen.“