SUN-AIR indstiller ruten mellem Billund og Paris

Efter præcis fire års drift må SUN-AIR nu indstille ruten mellem Billund og Paris. Ruten der blev etableret den 28. august 2006 får sin sidste afgang søndag den 29. august 2010. Ifølge selskabet er det ikke økonomisk forsvarligt at fortsætte ruten.

Af kommercielle årsager har SUN-AIR of Scandinavia valgt at indstille ruten mellem Billund og Paris. Det sker fra mandag den 30. august og foreløbigt frem til sommerfartplanen i 2011..

“Efter at have set på tallene fra sidste vinter har vi vurderet, at det desværre ikke er økonomisk forsvarligt at fortsætte med ruten,“ hedder det i en meddelelse fra selskabet.

Passagerer, der er ramt heraf tilbydes ombooking til Cimber Sterling eller fuld refusion.Netop Cimber Sterling har måske været medvirkende til at hindre en rentabel udvikling af ruten. Selskabet etablerede signemlig den 3. september sidste år på ruten og påførte dermed SUN-AIR konkurrence.

SUN-AIR har opereret med 10 ugentlige afgange på ruten med henholdsvisDornier 328 jet- og turbopropfly. Cimber Sterling opererer i øjeblikket 13 ugentlige afgange med CRJ200 jetfly til 50 personer.

SUN-AIR har også et par lidt mere positive nyheder på bedding. Fra den 23. august øges kapaciteten på ruten mellem Billund og Düsseldorf ved indsættelse af 32-personers Dornier 328 turbopropfly. Det større fly skal erstatte Jestream 32-flyet med 18 sæder, som hidtil har været anvendt på ruten.

Herudover har SUN-AIR pr. 16. august udvidet beflyvningen af Billund-Helsinki med en morgenafgang på alle hverdage. Denne afgang er dog en ‘one-stop’ forbindelse via Stockholm-Bromma, idet SUN-AIR har indledt et samarbejde med Finnair om beflyvningen af strækningen Bromma-Helsinki v.v.

Foto: SUN-AIR må indstille beflyvningen af ruten Billund-Paris af kommercielle årsager. (Foto Oddgeir Tørresdal)