Svage trafiktal fra Cimber Sterling

December måneds trafiktal fra Cimber Sterling viser markant tilbagegang i selskabets rutetrafik. Det danskbaserede luftfartsselskab har omdisponeret produktionen, således at der i stedet er skabt fremgang i wetlease og charteraktiviteter.

Hvis man isoleret set betragter Cimber Sterlings trafiktal for egne ruterfra december måned, er der ikke meget at glæde sig over.

Passagertallet faldt med 23 procent fra 130.786 i december måned 2010 til blot 100.734 i december måned sidste år.

Tilbagegangen er en kombination af omdisponering af trafikken samt en efterspørgsel, der har været svagere end den udbudte kapacitet. Det har også afstedkommet et fald i belægningsprocenten fra 60 procent til blot 57 procent. Dermed flyves der hos Cimber Sterlinget betydeligt antal afgange med halvtomme fly.

I regional-segementet har tilbagegangen paradoksalt nok været betydelig. Det er netop i dette segment, at Cimber Sterling blandt andet skal have sin fremtid i den internationale trafik. 37 procent færre passagerer var om bord i flyene på de regionale ruter i december måned.

Værre så det ud på leisure-ruterne, der oplevede en tilbagegang i passagertalletpå 47 procent og et fald i belægningsprocenten på 6 procentpoint. Indenrigsruterne slap med 12 procent færre passagerer og et fald i belægningsprocenten på 3 procent.

Set i forhold til det faktum, at 7 procent af samtlige flyvninger blev aflyst i december måned i 2010 mod blot 1 procent i samme måned 2011, er tilbagegangen reelt endnu større.

Stigende enhedsindtægter

Men der er også noget at glæde sig over hos Cimber Sterling. Først og fremmest har omdisponeringen af trafikken betydet, at der har været fremgang i wetlease- og chartersegmentet, hvor antallet af solgte sædekilometer blev øget med 61 procent. Derfor er det naturligt, at der er tilbagegang på egne ruter, når Cimber Sterling i højere grad omdisponerer flyene til charter og wetlease, der må antages at give en bedre indtjening til selskabet end de svagt belagte ruteflyvninger.

Herudover har selskabets yield udviklet sig fra DKK1,19 til DKK 1,39, hvilket svarer til en vækst på 17 procent. Dette kunne tyde på, at Cimber Sterling er ved at få styr på billetpriserne gennem selskabets yield management, således at der på sigt kan skabes en bedre omkostningsdækning.

Men den gennemsnitlige stigning i billetpriserne er blevet kontant straffet, som tallene også viser.

Cimber Sterling udsender trafiktal fra januar måned den 7. februar kl. 11.00. Næste periodemeddelelse for regnskabsårets tredje kvartalpræsenteres den 14. marts 2012.