I sympati med de strejkende kolleger i Flybe vil svenske piloter i SAS og fem andre flyselskaber ikke længere arbejde over.
SAS, TUIfly Nordic, Malmø Aviation og tre andre svenske flyselskaber bliver nu trukket ind i striden mellem Flybe og Svensk Pilotförening om overenskomst for Flybe’s svenske piloter.
Som led i en sympatikonflikt vil medlemmer af Svensk Pilotförening, som arbejder i de seks flyselskaber, således ikke længere arbejde over og heller ikke gennemføre positionsflyvnnger af tomme fly.
Dermed optrappes konflikten og udvides til at berøre andre svenske flyselskaber end Flybe og piloter i disse selskaber. Piloterne i Flybe strejkede torsdag og forventer at gøre det igen på søndag og mandag. Som modsvar har Flybe og Svenska Flygbranschen besluttet at lockoute piloterne fra lørdag.
Flybe har siden oktober sidste år opereret to ATR72-600 fly for SAS i SAS-farver med base i Stockholm Arlanda-lufthavnen. Sideløbende har Flybe og Svensk Pilotförening forhandlet om overenskomst for de piloter, som flyver flyene. De forhandlinger har endnu ikke båret frugt og piloterne er derfor gået i strejke.
Bliver lockoutet lørdag
Tidligere på ugen indgik Flybe og den svenske fagforening Unionen en overenskomst for Flybe’s kabinepersonale efter flere dage med strejker. Mandag og tirsdag var omkring 20 SAS-flyvninger internt i Sverige aflyst hver dag. Onsdag fløj flyene normalt og torsdag var det så piloternes tur til at strejke med aflyste flyvninger til følge. Fredag arbejdes efter planen normalt, inden Flybe-piloterne bliver lockoutet lørdag og har planlagt strejke søndag og mandag.
Flybe har flere gange fremført, at de økonomiske rammer i aftalen med SAS er så stramme, at der ikke er luft til at betale piloterne lønninger, som matcher resten af den svenske flybranche.