Norwegian leverer to-cifret vækst i passagertallet i oktober takket være nye fly og stor interesse for atlantruter.
Norwegians trafiktal for oktober viser, at knap 2,8 millioner passagerer valgte at flyve med selskabet denne måned. Det er en stigning på 16 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Belægningen var 88,4 procent, hvilket er en fremgang på 0,6 procentpoint. På langdistanceruterne var belægningen 95 procent og passagervæksten 56 procent. Det skyldes blandt andet åbning af en stribe nye langruter i takt med Norwegian i år har modtaget fire nye Boeing 787-9 Dreamlinere.
I alt fløj 2.766.743 passagerer med Norwegian i oktober, hvilket er 380.837 flere end samme periode sidste år. Den totale trafikvækst (RPK) steg med 24 procent og kapacitetsvæksten (ASK) steg med 23 procent.
”Vi er meget tilfredse med, at stadig flere vælger at flyve med Norwegian, og at den positive passagerudvikling fortsætter i alle markeder. Langdistanceflyvningerne er stort set helt fyldte, hvilket beviser, at rejsende på begge sider af Atlanten værdsætter høj kvalitet til en lav pris,” siger koncernchef Bjørn Kjos fra Norwegian.
20 nye fly
Passagervæksten kan blandt andet tilskrives, at Norwegians flyflåde er vokset gevaldigt i år. Indtil videre har selskabet modtaget 20 fabriksnye fly i år – 16 Boeing 737-800 og fire Boeing 787-9 Dreamliner. I oktober blev én Boeing 737-800 og én Boeing 787-9 Dreamliner en del af Norwegian-flåden. Med en gennemsnitsalder på 3,6 år er Norwegians flyflåde blandt de mest moderne og miljøvenlige i verden.
I årets første ti måneder har Norwegian i alt haft mere end 28,6 mio. passagerer. Det er en fremgang på 13 procent i forhold til de første 10 måneder af 2015. Hvis selskabet kan fastholde den vækstrate i årets to sidste måneder, så vil Norwegian sandsynligvis lande på at have transporteret mere end 33 mio. passagerer i 2016. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Norwegian allerede i november vil passere 30 mio. passagerer-mærket.
Relaterede artikler: