China Eastern Airlines, Air China og China Southern Airlines modtog søndag deres første ARJ21. Foto: COMAC

Tre store kinesiske flyselskaber får første ARJ21

De tre største kinesiske flyselskaber har fået leveret deres første regionale jetfly af typen ARJ21. Flyet er produceret af kinesiske COMAC og har plads til 90 passagerer.

For fire år siden sendte Kina sin allerførste ARJ21 i kommerciel drift hos kinesiske Chengdu Airlines. COMAC er producenten bag, og siden har flyet fået over 350 ordrer fra primært kinesiske flyselskaber.

COMAC (Commercial Aircraft Corporation of China) har fået færdigproduceret flere fly af denne regionale type, og søndag kunne den statslige kinesiske flyproducent levere de første eksemplarer til landets tre største flyselskaber.

Der er tale om Air China, China Eastern Airlines og China Southern Airlines, der alle har modtaget en 90-sæders ARJ21-700. I løbet af 2020 vil yderligere to styk tilgå hvert flyselskab. Alle tre selskaber annoncerede samme dag i august sidste år, at de har lavet købsaftaler på hver 35 ARJ21-700 med planlagt levering fra 2020 til 2024.

ARJ21 står for ”Advanced Regional Jet for the 21st Century”, og ARJ-21-700 fås med både 78 eller 90 sæder alt afhængig af klasse-konfiguration. Flyet kan også købes i en større version – ARJ21-900 – der har plads til enten 98 eller 105 passagerer. ARJ21 er første kinesiskproduceret passagerjetfly.

ARJ21 på rundrejse i Norden
ARJ21-flyet er tiltænkt som et fly til konkurrence med brasilianske Embraer og dennes serie af E170/175 og E190/195. Da langt størstedelen af kunderne til flytypen er kinesiske, er flyet endnu ikke blevet en del af luftrummet over eksempelvis Europa.

Ikke desto mindre var et ARJ21-700-testfly i marts og april 2018 på en 41-dages rundrejse i Norden, hvor der blev aflagt besøg i Island, Helsinki, Bergen og København. Meget af tiden blev brugt i islandske Keflavik International Airport, hvor flyet blandt andet øvede sidevindslandinger. Den gennemsnitlige sidevind var her på 35 knob med vindstød op til hele 47 knob.

ARJ21-flyet vendte retur til Yanliang Airport i Xi’an den 8. april 2018 efter at have tilbagelagt over 20.000 kilometer på det nordiske eventyr. Flyet var forbi Københavns Lufthavn fra den 3. til 4. april, hvilket skabte stor opmærksomhed blandt flyinteresserede.

En ARJ21 fra COMAC letter fra Helsinki-Vantaa. Foto: Aleksi Hämäläinen

Fremstiller to større flytyper
COMAC udvikler i øjeblikket også på to andre flytyper. Mellemdistanceflyet C919 gennemgår for tiden testflyvninger, mens langdistanceflyet CR929 udvikles i samarbejde med Rusland.

China Eastern Airlines lancerede ifølge nyhedsbureauet Reuters tidligere i år et datterselskab – OTT Airlines – der skal forestå driften af ARJ21 og C919. Flyselskabet er desuden planlagt til at være lanceringskunde af det 160-sæders store C919. Denne flytype vil gøre COMAC til direkte konkurrent med Airbus og Boeing, der under COVID-19-pandemien har fået reduceret sine ordrebøger.

Tidligere har meldingen fra COMAC lydt, at C919 forventes i kommerciel drift fra 2021. Også denne flytype har indtil videre klart størst interesse fra kinesiske kunder. COMAC har før ytret håb om, at C919 om små 20 år vil sidde på en tredjedel af det kinesiske marked og 20 procent af det globale marked for mellemdistancefly.

 

Relaterede artikler:

Kinesisk ARJ21 tilbage i Kina efter besøg i Norden

Kinesisk COMAC-fly på besøg i Norden

Kinesisk superfly klar til testflyvning