Boeing 787-9 Dreamliner fra Turkish Airlines. Foto: Adam Moreira (AEMoreira042281), CC 4.0

Turkish Airlines får Australien med i rutenetværket

Efter længere tids venten kan Turkish Airlines nu annoncere, at selskabet fra marts i år påbegynder flyvninger til Melbourne. Og der er mere i vente til Australien, lyder det.

Turkish Airlines har gennem længere tid arbejdet på at introducere flyvninger til Australien.

Det var planen, at det tyrkiske Star Alliance-flyselskab skulle have påbegyndt flyvninger til landet i december sidste år, men det blev ikke realiseret, eftersom der fortsat ikke var indløbet godkendelser fra den australske regering og landets transportmyndigheder.

Nu kan Turkish Airlines imidlertid omsider annoncere datoen på den første flyvning til det store land på kontinentet Oceanien. Selskabet vil således 15. marts 2024 åbne en forbindelse til Melbourne i det sydøstlige Australien.

Der bliver tre ugentlige flyvninger med Boeing 787-9 Dreamliner fra Istanbul, og der flyves via Singapore, inden flyet fortsætter til den australske storby. Turkish Airlines bliver det eneste europæiske flyselskab, der opererer til Melbourne.

Yderligere australske flyvninger på vej
Med annonceringen af flyvninger til Melbourne kan Turkish Airlines nu i alt tilbyde 346 destinationer i 130 lande – og fordelt på seks forskellige kontinenter. At den australske by endelig er kommet med i rutenetværket, glæder Ahmet Bolat, bestyrelsesformand for Turkish Airlines.

”I dag er en vigtig dag for os. Vi har realiseret vores mål om at nå Australien, hvilket vi har arbejdet på i et stykke tid med succes nu med den bekræftede åbningsdato,” siger han.

”Vi har en betydelig global værdi, der adskiller os fra vores konkurrenter, da vi er det flyselskab, der flyver til flest lande i verden. At opretholde denne værdifulde mission er en meget stærk motivation, der driver os til at arbejde hårdere, mere hengivent og med mere entusiasme.”

Ahmet Bolat fortæller desuden, at Turkish Airlines i de kommende år vil øge antallet af frekvenser til Melbourne samt introducere yderligere destinationer. Han har tidligere nævnt, at Sydney vil være en oplagt kandidat. Ifølge The Sydney Morning Herald er det tyrkiske flyselskab blevet godkendt til at have op til 35 ugentlige afgange til større australske lufthavne fra 2025.

Mange australiere med tyrkisk oprindelse
Turkish Airlines håber, at det i slutningen af indeværende årti kan tilbyde direkte flyvninger fra Istanbul til Australien. Det ville kunne realiseres, når selskabet modtager nye flymodeller som Airbus A350-1000ULR og den forsinkede Boeing 777X.

At Turkish Airlines insisterer på at operere til Australien, hænger utvivlsomt sammen med, at der bor rigtig mange mennesker med tyrkisk oprindelse i og omkring Melbourne. Ifølge ATA Alliance er tallet helt op mod 300.000 indbyggere.

Med Turkish Airlines’ nye rute til Melbourne er der dermed endnu flere valgmuligheder for danskere og andre europæere, der ønsker at rejse til Australien, hvor der i de fleste tilfælde kræves ét stop.

Qantas har en direkte rute fra London Heathrow til Perth, mens British Airways flyver til Sydney via Singapore. Herudover flyver Emirates, Qatar Airways og Etihad Airways også til Australien, ligesom danskere også vil kunne rejse med Singapore Airlines og Thai Airways til landet på den anden side af jorden.

 

Relaterede artikler:

Turkish Airlines udsætter opstart af Australien-rute

Turkish Airlines bekræfter ny business class

Turkish Airlines bestiller flere A350’ere