Turkish Airlines vil igangsætte en opgradering af selskabets Boeing 777, der skal udstyres med nye business class-sæder, som skal produceres af et interiorselskab kontrolleret af den tyrkiske luftfartskoncern.
Turkish Airlines er et flyselskab, der blandt andet konkurrerer med mellemøstlige selskaber som Emirates, Etihad Airways og Qatar Airways, og specielt hvad angår det såkaldte premium-produkt har det tyrkiske Star Alliance-selskab en lang række loyale rejsende, herunder også fra Skandinavien.
I selskabets Airbus A350’ere og Boeing 787 Dreamlinere er der en moderne business class med 1-2-1-konfiguration, så alle passagerer har adgang til et gangsæde, men sådan er det ikke med de 35 Boeing 777-300ER, der udgør kernen i selskabets langdistanceflåde. Her er der en konfiguration med syv sæder på tværs i en 2-3-2-opstilling.
Derfor skal business class-produktet opgraderes, hvilket Turkish Airlines’ bestyrelsesformand Ahmet Bolat for nylig bekræftede til australske Executive Traveller under et besøg ‘down under’.
Nyt sæde skal udvikles internt i koncernen
Bestyrelsesformanden ønsker ikke at afsløre detaljer om den nye business class, men det ligger fast, at der fremover bliver direkte gangplads og mere privatliv, selvom det ikke nødvendigvis betyder, at der skal indrettes med suiter, som man kender det fra flere andre konkurrerende flyselskaber.
De nye sæder skal udvikles af tyrkiske TCI Aircraft Interior, som er delvist ejet af Turkish Airlines.
Der bliver dog ikke tale om en konventionel 1-2-1-konfiguration, da man stadig ønsker at have en business class-sektion med så mange sæder som muligt.
“Jeg vil bruge den fulde plads i flyet. De nuværende sæder, der er tilgængelige på markedet, reducerer vores 49 sæder til 42 sæder i 777’erens business class-kabine. Det er grunden til, at vi vil lave vores eget sæde,” siger Ahmet Bolat til Executive Traveller.
Uklar tidshorisont
Det australske medie spekulerer i, at det nye business class-sæde vil kunne være en pendant til de Apex-suiter, som eksempelvis Japan Airlines tilbyder i en 2-3-2-konfiguration.
Turkish Airlines’ bestyrelsesformand ønskede heller ikke at oplyse noget om, hvor lang tid det ville tage at omkonfigurere selskabets Boeing 777-fly, samt hvornår første fly i den nye version kunne være klar.
Til gengæld blev det indikeret, at det nye sæde muligvis også skal installeres i de nye Airbus A350ULR eller Boeing 777X, som blandt andet skal bruges på ruterne til Australien og Sydamerika.
Relaterede artikler:
Første Dreamliner leveret til Turkish Airlines