Turkish Airlines tæt på køb af LOT

Turkish Airlines beslutter meget snart, om de skal købe polske LOT. Et køb, der kan betyde at SAS og Lufthansa får betydelig konkurrence fra den tyrkiske Star Alliance-partner.

Inden for en måned vil Turkish Airlines beslutte sig for, om de vil købe den polske stats 68 procents ejerandel i det netværksselskabet LOT Polish Airlines. Tyrkerne har gennem længere tid kigget nærmere på LOT og blandt andet gennemført en såkaldt due dilligence af de polske regnskabsbøger.

Tyrkernes polske appetit bunder i en plan om at lave en form for ”dual hub”, hvor lufthavnene i Istanbul og Warszawa bindes sammen i en form for dobbelt knudepunkt, på samme måde som Air France/KLM har gjort det med Paris Chares de Gaulle og Amsterdam.

Skrantende selskab
Turkish Airlines finder, at Warszawa ligger strategisk godt placeret som en port mellem Nordeuropa og Sydvestasien og Kaukasus-regionen. Samtidig har den polske regering længe ønsket at privatisere det skrantende polske luftfartsselskab. Turkish Airlines forventes derfor at kunne gøre en god handel, og tyrkerne mener selv, at de er i stand til at gennemføre de restruktureringer af LOT, som måtte være nødvendige.

Turkish Airlines og LOT er, ligesom SAS og Lufthansa, begge medlemmer af Star Alliance. Hvis Turkish Airlines beslutter sig for at opruste i Warszawa og gøre den polske hovedstadslufthavn til et stærkt knudepunkt for trafik mellem Asien og Europa, så kan det udfordre Lufthansa og SAS, der forsøger at positionere deres hjemmebaser i Frankfurt, München og København som de vigtigste knudepunkter for Star Alliancens medlemmer i Nordeuropa.

Turkish Airlines opererer 182 fly i et næsten lige stort mix af Boeing- og Airbus-fly. LOT og datterselskabet Eurolot har 56 fly og LOT er europæisk launch customer på Boeing 787’eren.