Frankfurt Airport. (Foto: Fraport | PR)

Tysk luftfartsstrejke rammer 380.000 passagerer

Mandag er der varslet strejke i alle tyske lufthavne med undtagelse af hovedstadslufthavnen i Berlin. I Frankfurt beder lufthavnen passagererne om at blive væk, da der ventes massive trafikforstyrrelser.

Som led i de igangværende overenskomstforhandlinger i Tyskland har jernbane- og transportforbundet (EVG) samt fagforeningen Ver.di opfordret til en ny endagsstrejke den 27. marts.

Det vil endnu engang ramme luftfarten, idet der er varslet strejke i alle tyske lufthavne med undtagelse af Berlin Brandenburg. Strejken starter endda allerede søndag den 26. marts i München Lufthavn.

Ifølge den tyske lufthavnsforening ADV (Arbeitsgemeinschaft Deutscher Verkehrsflughäfen) vil den meget omfattende strejke få konsekvenser for omkring 380.000 forretnings- og fritidsrejsende.

Opfordrer til forhandlinger
Flyselskaberne i Tyskland er organiseret i BARIG (Board of Airline Representatives in Germany), og her er man stærkt bekymret over, at strejkevåbnet endnu engang tages i brug i den igangværende strid om nye overenskomster.

Formand for BARIG, Michael Hoppe, ridser i en pressemeddelelse konsekvenserne op:

“Den store strejke i tyske lufthavne og hele mobilitetssektoren, der skal finde sted på mandag, er uansvarlig og ekstremt kontraproduktiv. Mange tusinde passagerer og fragt fra vores flyselskaber er berørt, og driften er nødt til at stoppe. Den uforholdsmæssigt stærkt begrænsede mobilitet gør nationale og internationale trafikstrømme, transport af varer, muligvis vigtige humanitære hjælpeleverancer og social sameksistens vanskeligere.”

Han understreger samtidig, at strejken ikke kun påfører virksomheder i Tyskland økonomisk skade, men det rækker også langt ud over grænserne til virksomheder i andre lande.

Endnu en gang appellerer vi til konfliktens parter om at nå til enighed i konstruktive samtaler omkring forhandlingsbordet. Den gentagne strejke er uansvarlig over for samfundet og økonomien og har langsigtede konsekvenser. Det er derfor påtrængende nødvendigt at nå frem til passende konklusioner i den næste forhandlingsrunde, så lufttrafik og mobilitet kan aktiveres pålideligt igen.”

Tranferflyvninger berøres også
Lufthansa oplyser, at man i øjeblikket arbejder for at finde forskellige løsninger, og at man derfor ikke kan sig præcist, hvilke flyvninger, der vil blive aflyst. 

Hos Frankfurt Lufthavn er man meget tydelig i forhold til strejkens konsekvenser, da flytrafikken forventes at blive voldsomt udfordret. Passagererne opfordres derfor til ikke at søge mod lufthavnen på mandag. Transferflyvninger vil også blive påvirket af strejken, oplyser lufthavnen.

Transportarbejderstrejken betyder også, at Deutsche Bahn mandag aflyser alle togafgange på de lange strækninger.

 

Relaterede artikler:

Ny lufthavnsstrejke i Tyskland

123 afgange aflyst i danskerlufthavn

Udsigt til fredagsstrejke i tyske lufthavne