Stuttgart Lufthavn. (Foto: Flughafen Stuttgart | PR)

Ny lufthavnsstrejke i Tyskland

Fire tyske lufthavne forbereder sig på en fredag præget af forstyrrelser og flyaflysninger, da Ver.di har varslet atter en strejke, der kan ramme op mod 20.000 passagerer i én af lufthavnene.

Der er udsigt til en udfordrende fredag i den tyske del af luftfartsbranchen, da den store fagforening Ver.di nok en gang har bebudet, at medarbejderne i flere lufthavne vil nedlægge arbejdet som led i de igangværende overenskomstforhandlinger.

Konflikterne har været et tilbagevende tema i løbet af årets første måneder, hvor fagforeningen ad flere omgang har varslet og gennemført kortvarige strejker som et middel til at få sat gang i drøftelserne omkring forhandlingsbordet.

Denne gang er det lufthavnene i henholdsvis Karlsruhe/Baden-Baden, Køln, Düsseldorf samt Stuttgart, der rammes af strejken, hvor sikkerhedspersonalet vil nedlægge arbejdet i et døgn med mange aflysninger til følge.

Rammer stort antal flyvninger og passagerer
Lufthavnen i Karlsruhe/Baden-Baden – der også kaldes Baden-Airpark – advarer passagerer om, at strejkerne blandt personalet vil føre til forstyrrelser og længere ventetider end normalt, men man sætter dog ikke ord på, hvorvidt det vil føre til aflyste flyvninger.

Det gør man til gengæld hos Stuttgart Lufthavn Her lyder det, at der ikke vil blive afviklet nogle passagerflyvninger. Ifølge The Brussels Times vil det betyde, at 169 flyvninger bliver aflyst, og op mod 20.000 passagerer bliver påvirket af arbejdsnedlæggelsen.

Fra Køln-Bonn Lufthavn lyder meldingen, at passagerer skal berede sig på ”massive forstyrrelser” og ”et betydeligt antal aflyste flyvninger”. Der er i alt planlagt 148 passagerflyvninger, hvoraf 75 af flyene skal lette og 73 lande, i lufthavnen i løbet af fredagen.

Düsseldorf Lufthavn venter, at kun et fåtal af de planlagte flyvninger kan afvikles, og derudover anbefales de rejsende at medbringe så lidt håndbagage som muligt, ligesom lufthavnen også har bestemt, at passagererne ikke får mulighed for at foretage check-in i løbet af natten til fredag

Konfliktfyldt uge i europæisk luftfart
Det ventes at strejken vil gå i gang, når natholdene møder ind i de givne lufthavne torsdag nat, og så vil den vare hele fredag og slutte til midnat. Man forbereder sig dog på, at visse dele af driften først vil være genoprettet tidligt lørdag morgen.

Ver.di har endnu ikke offentliggjort en officiel bevæggrund for strejken, men tidligere i år har det lydt, at fagforeningen ikke har ment, at der har været tilstrækkeligt med fremdrift i forhandlingerne om nye overenskomster for personalet og derfor valgte at gøre brug af arbejdsnedlæggelserne.

Helt generelt har det været en uge præget af konflikter på tværs af Europa. Mandag var der arbejdsnedlæggelser i lufthavnene i Hamborg, Bremen, Hannover og Berlin. Onsdag strejkede flyvelederne i den vestlige del af Frankrig. Torsdag har en del af flyvelederne i landet også nedlagt arbejdet, og på ugens næstsidste hverdag påvirker det især driften i Paris-Orly.

De græske flyveledere har desuden valgt at deltage i en generalstrejke, der afvikles torsdag, hvilket også har indflydelse på flytrafikken, og fredag nedlægger personalet i de fire tyske lufthavne så arbejdet.


Relaterede artikler:

123 afgange aflyst i danskerlufthavn

Udsigt til fredagsstrejke i tyske lufthavne

Strejke i Berlin-lufthavn medfører 300 flyaflysninger