Udbryderforening: Positivt møde med SAS

Den nye forening for SAS’ danske kabineansatte har haft et godt første møde med SAS-ledelsen i København og håber på et tidspunkt at opnå et forhandlingsmandat.

For godt tre uger siden så Skandinavisk Kabineforening dagens lys, da en række danske kabineansatte i SAS vendte ryggen til den eksisterende personaleforening Cabin Attendants Union (CAU) og stiftede deres egen forening.

Nu har foreningen været til sit første møde med ledelsen på SAS’ base i Københavns Lufthavn. Og det lover godt for foreningens mål om at opnå et forhandlingsmandat og kunne indgå overenskomstaftaler med SAS parallelt med de aftaler CAU i dag har med SAS.

”Vi havde møde med basechefen og forhandlingschefen. Der var en god stemning og det ser ganske fornuftigt ud for begge parters vedkommende. Det lover godt for vores mål om på et tidspunkt at opnå et forhandlingsmandat,” siger Søren Johansen, formand for Skandinavisk Kabineforening, til CHECK-IN.dk.

Fik bægeret til at flyde over
Foreningen blev stiftet den 19. maj i protest mod CAU’s afvisning af en aftale med SAS om hvilemoduler på fem langrutefly. Som CHECK-IN.dk kunne fortælle i midten af maj, så er omkring 200 danske kabineansatte i SAS blevet i overskud som følge af den såkaldte gardinstrid mellem SAS og CAU over hvilemulighederne på fem langdistancefly. Medarbejderne bliver i overskud fordi SAS i april definitivt opgav at indgå en aftale med CAU.

Udsigten til fyringer blandt det danske kabinepersonale var dråben der fik bægeret til at flyde over og gjorde, at otte kabineansatte satte sig for at stifte Skandinavisk Kabineforening.

At den nye forening er i gang med at sikre sig en aftale med SAS, har ifølge CAU skabt røre blandt de kabineansatte på basen i Københavns Lufthavn.

”…der (har) været en masse rygter og historier om en parallelforening, der sideløbende forhandler med SAS. Vi har SAS’ ord for, at de respekterer overenskomsten med CAU, og at SAS ikke har intentioner om at indgå aftale om overenskomst med den nye forening. Men vi må konstatere, at de mange rygter og historier har givet uro i baglandet og svækket vores mandat og mulighed for at forhandle,” skrev CAU-formand, Christa Ceré, i fredags i en mail til foreningens medlemmer.

Få samlet tropperne
Uroen og usikkerheden har fået bestyrelsen i CAU til at vende på en tallerken og acceptere den aftale, som man ellers forkastede for knap to måneder siden.

”Som fagforening er det vores opgave, at skabe sikkerhed og ordentlige arbejdsforhold for vores medlemmer og dermed ro på arbejdspladsen. Vi har derfor valgt at underskrive aftalen for at få skabt den nødvendige ro på basen i København, så vi kan få samlet tropperne og de løse ender,” skriver formanden til medlemmerne.

Aftalen, som CAU’s bestyrelse nu har valgt at underskrive, blev fremsendt af SAS den 26. april. SAS bad CAU om at meddele SAS senest den 27. april kl. 13.00, om man ønskede at indgå aftalen. Det ønskede CAU dengang ikke. Aftaleforslaget er derfor ikke længere aktuelt, pointerer SAS ovenpå udmeldingen fra CAU’s bestyrelse om at de nu godt kan acceptere aftalen.

”SAS har naturligvis noteret, at CAU nu er parat til at indgå den aftale, man tidligere har afslået. Vi er fortsat interesseret i at finde løsninger, men der er ikke indgået en aftale endnu,” siger kommunikationskonsulent Anna Vibeke Nielsen til CHECK-IN.dk

Ansat mange nye stewardesser
En midlertidig et-årig aftale mellem SAS og CAU om hvilemodulerne udløb ved årsskiftet. SAS har siden da været tvunget til at indrette sin langruteproduktion ud fra, at der ikke fandtes en aftale. Det har blandt andet betydet, at SAS har ansat mange nye stewardesser og stewarder på baserne i Oslo Gardermoen og Stockholm Arlanda, da eksisterende personale fra de to baser har skullet bruges på de langdistanceruter ud af Københavns Lufthavn, som blev opereret med de fem fly, som ikke har lukkede hvilemoduler. Fly, som det danske kabinepersonale derfor ikke kan arbejde ombord på.

Bestyrelsen for CAU har nu indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen vil forklare om aftalen inden den sendes til afstemning blandt de omkring 1150 medlemmer. Men selv om medlemmerne siger ja til aftalen, så kan det ikke udelukkes at der stadig bliver flere hundrede danske kabineansatte i overskud, da SAS har måtte udfylde det hul i bemandingen på de fem langdistancefly, som den manglende aftale har medført, med personale fra de to andre baser, hvor der så er blevet ansat helt nyt personale.

 

 

Relaterede artikler:

SAS-personaleforening vender på en tallerken

SAS-udbrydere vil med i LO

CAU: Ved ikke hvad udbrydere ønsker

SAS-stewardesser bryder ud af personaleforening

Gardinstrid kan udløse danske SAS-fyringer