En normalisering af flytrafikken til og fra Israel har lange udsigter, da en række selskaber nu på ny har forlænget fristen for, hvornår de igen vil beflyve Ben Gurion International Airport som hidtil.
Der gik ikke lang tid før, at det kunne aflæses på afgangstavlerne i Ben Gurion International Airport (TLV) ved Tel Aviv, da den i dag fortsat igangværende krig mellem Israel og Hamas brød ud i begyndelsen af oktober sidste år. En række flyselskaber valgte nemlig at indstille beflyvningen.
Siden har en del af disse genoptaget flyvningerne på ruterne til den israelske lufthavn, indtil i slutningen af juli og begyndelsen af august, hvor flere flyselskaber atter sagde stop, fordi stigende spændinger mellem Israel og Iran truede med at indvarsle en ny fase af konflikten.
Der var særligt frygten for et gengældelsesangreb efter drabet på Ismail Haniyeh, der er øverste leder for Hamas, der betød, at selskaber såsom Air Canada, United Airlines, Delta Air Lines, British Airways, Air India og flyselskaber i Lufthansa-koncernen trak sig i længere eller kortere tid.
Sker tidligst i sommertrafikprogrammet
Et af de selskaber, der ikke har betjent Tel Aviv-lufthavnen siden krigens begyndelse, er American Airlines. Det store amerikanske selskab aflyste flyvningerne i kølvandet på de første angreb, og sidenhen er de ikke blevet genoptaget.
Nu lyder det, at den situation fortsætter vinteren over. Flere rejseagenter bekræfter nemlig over for det israelske dagblad Israel Hayom, at de ikke har adgang til nogle American Airlines-flyvninger mellem USA og Israel før april til næste år.
Det har vist sig at være korrekt. Efter at nyheden kom frem, har en talsperson fra American Airlines bekræftet, at selskabet i øjeblikket ikke nærer planer om at påbegynde flyvningerne til Ben Gurion-lufthavnen før tidligst den 29. marts næste år.
Norwegian afventer også
American Airlines’ store konkurrenter – United Airlines og Delta Air Lines – har indtil videre trukket sig fra flyvningerne til og fra den israelske lufthavn indtil henholdsvis den 7. oktober og den 6. september, mens Ryanair har suspenderet beflyvningen frem til slutningen af september.
Indtil oktober sidste år foretog Norwegian flere flyvninger til Ben Gurion International Airport ugentligt, men siden har ruterne ikke været i drift.
Hidtil har det lydt, at det ville være sådan frem til slutningen af oktober i år, men nu har det skandinaviske flyselskab også forlænget aflysningerne således, at det tidligst bliver i februar 2025, at det er muligt at flyve med Norwegian til Tel Aviv igen.
Derudover har Air India, Air Canada, Vueling, American Airlines, samt Korean Air – ifølge erhvervsmediet Globes – aflyst alle flyvninger indtil oktober, mens EasyJet, Turkish Airlines og Cathay Pacific er på hold med American Airlines og dropper beflyvningen indtil marts næste år.
I lyset af konflikten har Swiss desuden forlænget selskabets stop for flyvninger til lufthavnene i Tel Aviv og Beirut indtil mandag den 26. august, ligesom man heller ikke vil gøre brug af luftrummet over Iran, Irak og Israel frem til denne dato.
Relaterede artikler:
Trækker sig: Situationen i Mellemøsten spidser til