London Gatwick Airport. (Foto: Rich Higgins | shutterstock_1688116198)

Udsigt til kamp om Gatwick-slots

British Airways har besluttet at opgive planerne om at etablere et nyt produktionsselskab i London Gatwick Airport. Dermed afvikles samtlige ruter med undtagelser af to indenrigsruter.

British Airways har i et stykke tid ført forhandlinger med den britiske pilotforening, BALPA, i håbet om at kunne etablere en aftale om en ny produktionsplatform i London Gatwick Airport baseret på nye og billigere overenskomster.

Ifølge et internt memo, der i slutningen af august cirkulerede i forskellige medier, oplyste selskabet, at der var brug for “konkurrencedygtig driftsmodel” for at kunne genoptage flyvningerne fra Gatwick. British Airways har nemlig valgt at samle selskabets europæiske flyvninger i London Heathrow Airport under coronapandemien som følge af den markant svagere efterspørgsel.

Forhandlingerne med BALPA har dog ikke ført til det ønskede resultat, og derfor har det britiske flyselskab besluttet at opgive operationerne i London-lufthavnen syd for den britiske hovedstad.

“Det er derfor med beklagelse, at vi nu er i den position, at vi vil nedlægge vores kortruteoperationer i Gatwick med undtagelse af et lille antal indenlandske ruter, der forbinder til vores langdistanceoperationer. Vi troede på, at vi kunne bygge en konkurrencedygtig kortruteoperation ud af Gatwick, men for at få dette til at ske, skulle vi gøre en tabsgivende operation til en rentabel,” skriver flyselskabets driftsdirektør Jason Mahoney i en brev til piloterne, som refereres af de britiske medier.

Skærer 24 destinationer væk
Før coronapandemien havde British Airways 47 shorthaul-ruter til og fra Gatwick. Nu flyttes nogle over til Heathrow Airport, mens 24 destinationer indtil videre ikke er at finde i sommertrafikprogrammet, der træder i kraft i slutningen af marts 2022.

Følgende 24 destinationer optræder ikke i sommertrafikprogrammet for 2022 fra hverken Gatwick, Heathrow eller London City Airport: Algier, Alicante, Antalya, Bari, Bilbao, Bordeaux, Cagliari, Catania, Dubrovnik, Funchal, Genoa, Gran Canaria, Heraklion, Jersey, Kos, Lanzarote, Malta, Napoli, Pafos, Sevilla, Thessaloniki, Tirana, Torino og Verona.

British Airways vil på kortruterne fremover kun flyve til Glasgow og Manchester fra Gatwick Airport.

To flyselskaber jagter slots
I stedet er der startet en kamp om de mange slots (start- og landingstilladelser, red.), som British Airways råder over i Gatwick Airport. Både easyJet og Wizz Air er blandt de selskaber, der kan være interesseret i at overtage de ledige slots.

Wizz Air har tidligere meddelt, at selskabet er parat til at placere 20 fly på en base i Gatwick, såfremt det vil være muligt at få adgang til de nødvendige slots. 

“Vi vil undersøge alternative anvendelser af vores London Gatwick kortdistance slots,” hedder det, ifølge Reuters, i en meddelelse fra British Airways.

 

Relaterede artikler:

British Airways overvejer ny operationel platform

British Airways fjerner 19 langdistanceruter

Wizz Air ønsker at placere 20 fly på Gatwick-base