Der er udsigt til, at omkring 30 millioner passagerer vil blive ramt af forsinkelser i forbindelse med flyrejse til, fra eller inden for britisk luftrum i den kommende sommer.
Sommeren sidste år var hård for britisk luftfart på grund af store flyforsinkelser, men sommeren 2025 forventes at blive endnu værre med stort rejsekaos til følge.
Således forventes det, at britisk luftfart vil få den værste sommer i 25 år med forsinkelser til 30 millioner passagerer, der enten rejser til, fra eller inden for Storbritannien. Og problemerne vil skyldes mangel på flyveledere, skriver The Independent.
Det britiske medie har analyseret Eurocontrol Performance Review Report fra 2024, hvor det fremgår, at hver tredje flyvning i Europa var mere end 15 minutter forsinket i løbet af juni, juli og august. Forsinkelserne skyldtes både dårligt vejr og mangel på flyveledere.
Det anslås, at 90 millioner passagerer vil flyve til, fra eller inden for britisk luftrum mellem juni og september i år. Og det er sandsynligt, at 30 millioner af disse således vil opleve forsinkelser på mere end et kvarter, lyder det.
De fleste flyforsinkelser forventes at være i Storbritanniens to travleste lufthavne, London-Heathrow og London-Gatwick. Begge lufthavne har kapacitetsmangel og oplever generelt et stort pres på flytrafikken.
Ryanair-topchef: ”Det er uacceptabelt”
Michael O’Leary, topchef hos det irske lavprisflyselskab Ryanair, fortæller til The Independent, at han bestemt ikke ser frem til den kommende sommer.
”Det (forsinkelserne, red.) vil være værre end sidste sommer – især i weekenderne. Europa er nødt til at rette op på, hvad der er et ødelagt flyvekontrolsystem, som vi betaler latterligt dyre gebyrer for,” siger han.
Ifølge Ryanair-topchefen er såkaldte ATC-forsinkelser (Air Traffic Control) steget med 50 procent i de sidste fem år.
”Større ANSP (luftfartstjenesteudbydere, red.) over hele Europa har indrømmet over for os, at de er underbemandede, og at ATC-forsinkelserne denne sommer vil være værre, end de var sidste sommer. Så vi betaler øgede gebyrer for en tjeneste, der er gået i stykker. Det er uacceptabelt,” mener Michael O’Leary.
Fra EU-Kommissionen lyder det blandt andet, at forsinkelserne i den europæiske luftfart påvirker effektiviteten i hele lufttransportsystemet. Forsinkelserne er årsag til ekstra omkostninger for flyselskaberne, ligesom forsinkelserne øger luftfartsbranchens CO2-aftryk, lyder det.
Relaterede artikler:
22-punkts plan skal forhindre britisk lufthavnskaos