Rejsekaos i London Heathrow Airport. (Arkivfoto: douglasmack | shutterstock.com)

Udsigt til påskekaos i Heathrow-lufthavnen

Der ventes kaotiske tilstande, når flere end 1.400 ansatte i Heathrow nedlægger arbejdet som led i de igangværende lønforhandlinger med ledelsen. British Airways har allerede aflyst 300 flyvninger.

I løbet af årets første måneder har lufthavne i flere lande været ramt af kortere eller længerevarende strejker blandt de ansatte, der har nedlagt arbejdet i kampen for enten højere løn, bedre arbejdsvilkår eller begge dele.

Nu står påsken for døren, og i London-Heathrow havde man formentlig håbet, at det ville blive en lejlighed, hvor man kunne vise hvilke fremskridt, der er blevet gjort i forhold til samme tidspunkt sidste år, hvor en kombination af påskeferie, stor rejseiver og for få ansatte resulterede i lange køer og kaotiske tilstande i lufthavnen.

I år står man dog over for endnu en udfordring, da flere end 1.400 security-ansatte i lufthavnen, som er medlem af fagforeningen Unite, har varslet en strejke, der går i gang fredag den 31. marts og varer indtil søndag den 9. april.

Advarer passagerer
Konflikten er udsprunget af, at personalet ønsker mere i løn, da de – ifølge fagforeningens generalsekretær Sharon Graham – får udbetalt en ”sulteløn”, hvor ”enderne ikke kan mødes”. Ifølge BBC har lufthavnens ledelse forsøgt at forhindre, at de ansatte ville strejke.

Torsdag i indeværende uge forhandlede parterne, og personalet blev tilbudt en lønstigning på 10 procent med tilbagevirkende kraft til den 1. januar samt en engangsbetaling på over 1.000 pund (8.500 kroner), men man nåede ikke til enighed om en aftale.

De omtalte ansatte arbejder fortrinsvis ved sikkerhedskontrollen i Terminal 5 og med at bemande diverse checkpoints, hvor køretøjer med eksempelvis gods har mulighed for at få adgang til den del af lufthavnens område, der befinder sig airside.

I lyset af det ikke er lykkes at få en aftale på plads, er lufthavnen ved at gøre sig klar til nogle travle dage. Meldingen er, at driften ventes at foregå ”som normalt”, men passagererne skal forberede sig på, at det kan tage længere tid end sædvanligt at komme gennem sikkerhedskontrollen.

Dropper flyvninger og begrænser billetsalg
Der er blevet iværksat flere tiltag i et forsøg på at minimere forstyrrelserne for de rejsende. Det drejer sig eksempelvis om, at der er blevet indkaldt 1.000 ekstra ansatte, som sammen med lufthavnsledelsen, vil stå til rådighed og hjælpe passagererne så godt som muligt.

I tillæg hertil har man bedt flyselskaberne om at stoppe med at sælge billetter, ligesom lufthavnen opfordrer selskaberne til, at man gør det nemt for kunderne at ændre de valgte rejsedatoer. Passagererne vil desuden kun få lov til at medbringe to stykker håndbagage, når de skal gennem sikkerhedskontrollen.

Yderligere lyder opfordringen, at rejsende ikke ankommer tidligere end henholdsvis to og tre timer før, at deres kort- eller langdistanceflyvning afgår. Samtidig bør passagererne forberede sig på at blive kontrolleret således, at denne proces forløber så effektivt som muligt.

I et forsøg på at mindske presset på lufthavnen har British Airways på forhånd aflyst 300 flyvninger, mens Virgin Atlantic har begrænset billetsalget og sammen med Delta Air Lines indført en midlertidig ordning, der gælder indtil den 2. april, hvor rejsende gratis kan ændre deres booking, såfremt de ønsker at undgå at rejse under de strejkedage, der forventes at blive mest kaotiske.


Relaterede artikler:

Topchef fra europæisk storlufthavn stopper

Heathrow på vej tilbage mod tidligere tiders styrke

Aflyser 10.000 flyvninger i vintertrafikprogrammet