Udsigt til øget konkurrence til SGS og Novia i CPH

EU-landene vendte fredag tommelfingeren op ad til EU-kommissionens forslag om, at alle større europæiske lufthavne skal have tre handlingselskaber til at betjene luftfartsselskaberne. Dermed er der udsigt til øget konkurrence til SGS og Novia i Københavns Lufthavn.

De to nuværende handlingselskaber i Københavns Lufthavn, SGS og Novia, kan godt begynde at kridtet skoene og forberede sig på øget konkurrence om at servicere luftfartsselskaberne. For fredag nikkede EU-landenes transportministre ja til et forslag fra EU-kommissionen om, at alle større europæiske lufthavne skal have tre handlingselskaber.

Forslaget giver ikke blot luftfartsselskaberne mere at vælge imellem. For med udsigten til endnu flere forskellige selskabers bagagevogne og traktorer tøffende rundt på forpladserne, har kommissionen også set et behov for at give lufthavnene mere kontrol over koordineringen af ground handlingen.

“Mange lufthavne står over for store kapacitetsproblemer og tre ud af fire flyforsinkelser er forårsaget af problemer på jorden, ikke i luften. Der er derfor et presserende behov for at forbedre kvaliteten og effektiviteten af ground handlingydelser.

Forslaget har fundet den rette balance mellem at give flyselskaberne et større udvalg af tjenesteudbydere samtidig med at styrke beskyttelsen af arbejdstagerne,” siger EU’s transportkommissær Siim Kallas med henvisning til, at forslaget også styrker rettighederne for de medarbejdere, der arbejder med at laste og tanke flyene, samt de der tjekker passagererne ind og lignende.

Forslaget skal nu behandles i Europaparlamentet og er det første af tre forslag i en lovpakke om bedre lufthavne. De to andre forslag handler om støj og slot regler. Det danske EU-formandskab har indikeret, at en arbejdsgruppe af embedsmænd vil starte på arbejdet med at færdiggøre forslaget om nye støjregler allerede i denne uge.

Udover de to store dominerende handlings-selskaber SGS og Novia har Copenhagen Flight Service (CFS) siden den 1. juni 2011 leveret handlingydelser i Københavns Lufthavn til det britiske lavprisflyselskab easyJet i CPH Go-lavprisfingeren. Men med det kommende EU-direktiv, vil flere handlingselskaber formentlig finde det interessant at rykke ind i Københavns Lufthavn.

Læs også:

Ingen særvilkår til nyt handlingselskab i CPH Go