Regnskabsåret 2011/12 for Thomas Cook Northern Europe bliver vanskeligere end de senere år. Forbrugertilliden er i bund, og tilpasninger og aflysninger har været nødvendige. Spies-direktør Jan Vendelbo karakteriserer sommeren som ‘meget udfordrende.’
Læser man den seneste udgave af Airmail, der udgives af Thomas Cook Airlines Scandinavia, får man indtrykket af en presset nordisk rejsekoncern.
Allerede i bladets leder ridser administrerende direktør Torben Østergaard situationen op.
“Året 2011/12 forThomas Cook Northern Europebliver vanskeligere end de seneste år. Konkurrencen er hård, der er overkapacitet på markedet, omkostningerne stiger (ikke mindst fuel), og folk er generelt tilbageholdende med at spendere,“ hedder det i bladet.
Det følges op af en rundtur til koncernens nordiske rejsearrangører, der har skullet beskrive markedstendenserne i hvert land.
Frygter sommeren
I Danmark fortæller Spies-direktør Jan Vendelbo, at der er skåret en del kapacitet væk, således at man nu har mindre at sælge til sommer 2012, end det var tilfældet med sommeren 2011.
“Meget tyder på, at sommeren bliver meget udfordrende,“ siger Jan Vendelbo og begrunder det med øget lavprisflyvning til charterrejsemål samt overkapacitet, der presser priserne.
I Norge er Ving-chefen Christian Grønli meget på linje med den danske holdning. “På trods af en relativ sund økonomi og øget købekraft, peger konsum-inidkationerne nedad. Dette mærker vi i form af en svagere efterspørgsel på sommerrejser,“ siger Christian Grønli.
Han fremhæver også lavprisflyselskabernes hastige indtrængen på de rejsemål, som traditionelt har været forbeholdt charterarrangørerne, som en af årsagerne.
Overkapacitet i markedet
I Sverige fortæller Ving-chef Magnus Wikner, at den almindelige usikkerhed om fremtiden har fået svenskerne til at konsumere mindre.
“Og i kombination med et øget udbud på markedet, er konkurrencen meget hård,“ siger Magnus Wikner.
Den nordiske rundtur sluttes af i Finland, hvor Jan Wedin, der er chef for Tjäreborg, kaldet det finske marked meget turbulent.
“Der er en kraftig overproduktion af charterrejser og dermed dårligere lønsomhed,“ konkluderer Tjäreborg-chefen.
Svigtende salg til Grækenland
Det er især Grækenland, der svigter på de europæiske destinationer, mens der i vinteren også har været problemer med at afsætte den fulde Thailand-kapacitet.
“Vi afslutter nogle serier til Thailand tidligere end oprindeligt planlagt. Tilsvarende har vi måttet aflyse en del flyvninger i sommeren 2012, da efterspørgslen ikke er tilstrækkelig,“ fortæller administrerende direktør Thomas Østergaard fra Thomas Cook Airlines Scandinavia, der er “intern“ flyleverandør for rejsearrangørerne i den nordiske Thomas Cook-rejsekoncern.
Airmail-bladet er udkommet i denne uge, men ifølge kommunikationschef Torben Andersen, har markedet rettet sig, mensbladet har været produceret. Sommersalget er kommet sent, og generelt ser man mere optimistisk på sommeren, end det var tilfældet for blot fire uger siden.