Udvidet samarbejde mellem Finnair og Sun-Air

Billund-baserede Sun-Air har valgt at styrke samarbejde med Finnair. I mandags blev selskabernes code-share aftale udvidet til at omfatte alle Sun-Air´s ruter mellem Jylland og Skandinavien.

Det jyske marked savner en direkte rute til Helsinki. Ikke alene er der meget lokaltrafik mellem Jylland og den finske hovedstad, men Vantaa-lufthavnen ved Helsinki er også et stærkt knudepunkt i forhold til Asien-trafikken.

Indtil den 22. januar sidste år havde det jyske marked en direkte rute til Helsinki. De første fem år med en daglig rundtur fra Billund Lufthavn opereret af Sun-Air, men i slutningen af marts måned 2011 blev ruten flyttet op til Aarhus for at skabe en bedre ruteøkonomi. Det lykkedes ikke, og ruten måtte lukke blot 10 måneder senere.

“Efter knapt seks års flyvning fra såvel Aarhus som Billund direkte til Helsinki er det ikke lykkedes at skabe en fornuftig rentabilitet,“ sagde kommerciel direktør Kristian Tvergaard fra Sun-Air, da man lukkede ruten efter at have tabt mere end 7 mio. kroner i løbet af den samlede levetid.

Ruten var opereret i codeshare samarbejde med Finnair, og da ruten lukkede, valgte man at fastholde codeshare-aftalen med Finnair på Sun-Air´s ruter fra Aarhus til Gøteborg, Stockholm og Oslo. En del lokalpassagerer har sidenhen valgt at flyve denne vej på flyrejserne til og fra Helsinki, da det eksempelvis er lettere og hurtigere at skifte fly i Gøteborg og Stockholm-Bromma end at tage via Københavns Lufthavn.

Alle skandinaviske ruter
Nu er samarbejdet blevet udvidet med virkning fra den 2. september. Dermed kommer der Finnair-kode på samtlige Sun-Air´s skandinaviske flyvninger fra Jylland. Udover samarbejdet på Aarhus-ruterne, vil det også være muligt at booke Finnair til Helsinki på ruterne fra Aalborg til Oslo samt fra Billund til Oslo og Stockholm-Bromma.

Sun-Air og Finnair har haft codeshare-aftaler siden 2003, hvilket har styrrket samarbejdet mellem de to Oneworld-selskaber, da Sun-Air er dansk franchisepartner for British Airways. På ruterne til Helsinki via Stockholm-Bromma kan rejsetiden komme helt ned i nærheden af to og en halv time, hvilket er konkurrencedygtigt med de tilbud, der eksisterer fra det jyske marked via CPH.

“Vi er yderst tilfredse med at kunne tilføje flere ruter til vores eksisterende samarbejde med Finnair. Det giver flere valgmuligheder til vores passagerer, som rejser mellem Jylland og Helsinki, og det styrker vores samarbejde i Oneworld,“ siger Kristian Tvergaard fra Sun-Air.

Hos Finnair kan man også se fornuften i det udvidede samarbejde, der med tiden kan vise sig at blive forløber for et nyt forsøg med direkte flyvning mellem en jysk lufthavn og den finske hovedstad.

“Vores jyske kunder har i lang tid set frem til at kunne få flere muligheder, og der er nu nemmere end nogensinde før at komme fra de tre jyske lufthavne til Helsinki,“ siger Robert Gustavsson, der er landechef for Finnair i Danmark.