United Airlines udvider antallet af fly i ordre med 50 Boeing 787 Dreamliner og 60 Airbus A321neo. I de næste 10 år forventer det amerikanske flyselskab at modtage i alt cirka 800 nye fly.
Købelysten er i den grad intakt hos United Airlines, der er et af de største flyselskaber i USA.
Således har det amerikanske flyselskab bestilt yderligere 110 fly til levering fra 2028. Selskabet har konverteret tidligere optioner og købsrettigheder til faste ordrer på 50 Boeing 787-9 Dreamliner til levering mellem 2028 og 2031. Herudover er bestilt 60 nye Airbus A321neo til levering mellem 2028 og 2030.
United Airlines har desuden sikret sig nye optioner på op til 50 flere Boeing 787’ere og købsrettigheder til yderligere 40 A321neo-fly i slutningen af indeværende årti.
Den samlede ordre på Boeing 787’ere hos United Airlines er nu oppe på 150, hvilket er flere end noget andet flyselskab i verden. Den samlede faste ordre på Airbus A321 er nået op på 180 fly – herunder i alt 50 A321XLR og 130 A321neo.
Vil øge antal sæder per afgang
Hos United Airlines er der stort fokus på at forny flåden, hvilket i den grad også kommer til udtryk med de mange nye bestillinger på moderne fly fra både Boeing og Airbus.
”Vi skaber en lys fremtid i United, og denne ordre tager vores allerede succesfulde United Next-plan ind i det næste årti og videre,” siger Scott Kirby, koncernchef hos United Airlines.
”Vores planlægning og langsigtede fokus har hjulpet os med at komme forbi andre flyselskaber, der stod stille. Jeg er overbevist om, at vores strategi er den rigtige, da vi fortsætter med at tilføje nye, større fly for at drage fuld fordel af vores voksende flyvemuligheder både internationalt og indenrigs.”
United Airlines, der har baser i blandt andet Chicago, Houston og New York-Newark, havde i 2019 i gennemsnit 104 sæder per nordamerikansk flyafgang. Og i 2027 forventer selskabet, at dette tal vil være steget med over 40 procent til flere end 145 sæder.
800 nye fly frem til 2032
Airbus er glad for, at United Airlines har valgt fortsat at investere i fly fra dem. Den europæiske flyproducent har indtil videre over 5.400 ordrer på A321neo-fly fra kunder i hele verden.
”Ved introduktionen af A321neo i flåden i de kommende uger vil United drage fuld fordel af Airbus’ Airspace-kabine, hvilket giver en enestående oplevelse for passagerer og kabinebesætning fuldstændig i tråd med United Next-initiativet,” siger Christian Scherer, kommerciel direktør hos Airbus.
United Airlines forventer at modtage omkring 800 nye fly i perioden fra 2023 til slutningen af 2032 – herunder blandt andet over 370 Boeing 737 MAX. I 2030 forventer flyselskabet, at 75 procent af dets flåde vil bestå af fly fra den nyeste generation.
Relaterede artikler:
Historisk flyordre fra United Airlines