Københavns Lufthavn. (Foto: CPH)

Væksten gået i stå i Københavns Lufthavn

Efter rekordåret 2014 er væksten tilsyneladende gået i stå i CPH. År til dato er der blot en fremgang på 10.725 passagerer svarende til 0,1 procent. Lufthavnen har tabt hver 10. transferpassager.

“Højt at flyve, dybt at falde“. Det gamle ordsprog er en meget præcis beskrivelse af passagertallene i Københavns Lufthavn i marts og april måned.

Hænderne var hævet langt over hovedet, da marts måned viste en fremgang på 3,3 procent og første gang nogensinde, at passagertallet i årets tredje måned rundede 2 millioner. Der var tilsyneladende tale om en markant påskeforskydning, for i april måned tabte CPH næsten 85.500 passagerer, hvilket betød en tilbagegang på 3,8 procent.

Når man sammenlægger årets første fire måneder, er der blot 10.725 flere passagerer end samme periode sidste år, hvilket er en meget beskeden fremgang på 0,1 procent. Der er reelt tale om, at væksten er gået i stå.

“Alle de store rejsedage før påske lå i år i marts, og samtidig havde vi en usædvanlig høj passagervækst på over 17 procent i april i fjor. Den kunne vi ikke fastholde, og tilsammen gav det et forventet og forhåbentligt kortvarigt afbræk i to års uafbrudt vækst,“ konstaterer administrerende direktør Thomas Woldbye fra Københavns Lufthavn.

Stort fald i transferpassagerer
En af de mest bemærkelsesværdige iagttagelser ved trafiktallene er, at CPH i april måned har haft en tilbagegang på 23 procent på antallet af transferpassagerer. Det sker i samme måned, hvor lufthavnen har forbedret sig transferprodukt ved at sammenlægge indenrigs- og udenrigsoperationerne fra lufthavnens hovedterminaler. År til dato har lufthavnen mistet hver 10. transferpassager svarende til omkring 90.000 rejsende.

At denne ændring ikke slår igennem kan skyldes flere forhold. Først og fremmest er der en relativt stor andel af fritidsrejsende i påskemåneden, og dette segmenter benytter sig i særlig grad af de direkte ruter. Herudover slår Ryanairs passagertal for første gang igennem i en hel måned, og her er der ikke en eneste transferpassager, da det irske lavprisflyselskab ikke har billetaftaler med andre flyselskaber.

Ryanairs indtog i Københavns Lufthavn kan i øvrigt også aflæses i oversigten over de 10 største destinationer, Der en fremgang på henholdsvis 13,2 og 23,7 procent på antallet passagerer til destinationerne London og Milano, hvortil Ryanair flyver. Til de øvrige top10-destinationer er der trafiktilbagegang eller en meget beskeden vækst.