Vágar Lufthavn på Færøerne vokser eksplosivt efter, at SAS har åbnet en ny rute fra København. Lufthavnen er på vej til at blive den fjerdestørste i Rigsfællesskabet.
Vágar Lufthavn på Færøerne var i 2016 med 292.393 passagerer den 37. største lufthavn i Norden og samtidig den femtestørste i Kongeriget Danmark kun overgået af København, Billund, Aalborg og Aarhus, men foran Bornholm og Midtjyllands Lufthavn.
Med etableringen af den nye SAS-rute fra København til Færøerne er Vágar Lufthavn godt på vej til at tage et kæmpemæssigt tigerspring i retning af at blive den fjerdestørste lufthavn i Rigsfællesskabet.
I april 2017 rejste 29.433 passagerer gennem Vágar Lufthavn, mens 29.676 rejsende benyttede Aarhus Lufthavn, der sammen med Billund Lufthavn betjener Danmarks næststørste by. Men fortsætter væksten på Færøerne, kan Aarhus Lufthavn inden længe sig sig overhalet af færingerne.
I april måned steg passagertallet med ikke mindre end 46 procent sammenlignet med samme måned år før. Den voldsomme stigning er godt hjulpet på vej af, at påsken faldt i hele april i år, hvilket ikke var tilfældet året før, hvor helligdagsperioden blev delt i slutningen af marts og begyndelsen af april.
”Dette er langt den bedste april nogensinde. Normalt plejer vi at have omkring 20.000 igennem lufthavnen i april, så dette er en rigtig pæn vækst, som vi håber fortsætter resten af året, om end ikke i samme gear som i april,”, siger Jákup Sverri Kass, der er direktør for Vagar Lufthavn.
Marked stort nok til to flyselskaber
Der har ikke været konkurrence i flytrafikken til og fra Fæørerne siden efteråret 2014, så der er store forventninger til den nye SAS-rute fra København, der åbnede i slutningen af marts måned.Gennem selskabets omfattende distributionskanaler vurderes SAS at have mulighed for at skærpe interessen for at flyve fra hele Europa og oversøiske destinationer til Færøerne.
“Vagar Lufthavn tvivler ikke på, at det færøske marked er stort nok til to aktører. Selvfølgelig bliver det et konkurrencepræget marked – noget som vi ikke har oplevet i flere end 10 år – men vi mener, at der er nok til at begge parter kan tjene penge trods konkurrencen, og at brugerne vil opleve en dynamik, som vi ikke har oplevet de senere år,” sagde Jakup Sverri Kass ifølge vp.no ved et åbningsarrangement i Torshavn, dagen før den første SAS-flyvning.
Ifølge Vágar Lufthavn melder hoteller og restauranter om en god belægning samtidig med, at turistorganisationen Visit Faroe Island rapporterer om rekordstor interesse for Færøerne som turistdestination.
Også det lokale færøske marked er i fremgang. Der er højkonjunktur på Færøerne med høj efterspørgsel på rejser fra øgruppen i Nordatlanten, hvilket skaber forventning om et godt år for lufthavnen. Lufthavnen har allerede igangsat en udbygning af parkeringsarealet, således at antallet af parkeringspladser næsten vil blive fordoblet fra oktober i år.
Relaterede artikler:
Knas i SAS-opstart på Færøerne
SAS-konkurrence kan blive dyrt for Færøerne