Ny lovgivning gør det muligt, at Boeings MAX 7- og MAX 10-fly kan blive certificeret i USA, men det kræves dog, at der eftermonteres to nye sikkerhedssystemer på flere flytyper.
Tirsdag i denne uge fik Boeing en tidlig julegave, da den amerikanske kongres blev enige om en budgetaftale, hvor et af delementerne er, at de civile luftfartsmyndigheder i USA, Federal Aviation Administration, kan certificere henholdsvis 737 MAX 7- og MAX 10-flytyperne uden, at der skal foretages yderligere ændringer af designet.
Såfremt politikerne ikke var nået til enighed, var Boeing blevet tvunget til at installere et besætningsalarmeringssystem ombord på flyene, hvis de skulle have mulighed for at flyve med passagerer.
Det skyldes lovgivning, der blev vedtaget efter de to MAX-flystyrt i 2018 og 2019. Heri kræves det, at fly, der certificeres i USA efter udgangen af 2022, skal have et alarmeringssystem, der lever op til de gældende sikkerhedsstandarder. Det skriver The Seattle Times.
Skal eftermontere nye sikkerhedssystemer
Til trods for at flyene kan komme på vingerne uden det omtalte besætningsalarmeringssystem, er der skrevet en betingelse ind i den nye budgetaftale, som betyder, at Boeing bliver pålagt at skulle eftermontere to nye sikkerhedssystemer på MAX 7-flyene samt MAX 8- og MAX 9-modellerne.
Det drejer sig om et system, hvor flycomputeren får yderligere oplysninger om flyets placering i luften, hvilket betyder, at de informationer, som piloterne har at gå ud fra, krydstjekkes gennem både computerens beregninger og input fra blandt andet sensorer. Det skal sikre, besætningen har korrekte oplysninger at gå ud fra.
Det andet er en ny kontakt, der gør det muligt for piloterne at annullere en fejlagtig såkaldt stick shaker-advarsel, hvor styretøjet ryster kraftigt for at gøre piloterne opmærksomme på, at der potentielt er fare på færde. En fejlagtig advarsel af denne slags distraherede piloterne under begge de to MAX-flystyrt i Indonesien og Etiopien.
Systemerne er blevet udviklet til MAX 10-flyene, og de er altså allerede at finde ombord på disse fly, og derfor har politikerne nu valgt, at resten af flyene i MAX-serien skal opgraderes, så alle er ens udstyret.
Forventer certificering i løbet af næste år
Boeing har fået en deadline på tre år efter, at MAX 10-flytypen er blevet certificeret til at komme i mål med eftermonteringerne på alle MAX-modellerne, og derefter bliver det forbudt at benytte fly, hvor de nye sikkerhedssystemer ikke er installeret.
Med beslutningen ligger kongressen samme linje som Transport Canada, der er de civile luftfartsmyndighederne i Canada, samt Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur EASA, der begge tidligere har slået fast, at man også vil kræve, at de to sikkerhedssystemer eftermonteres på alle MAX-fly, der benyttes i de pågældende luftrum.
Det ventes, at MAX 7-flyene vil blive godkendt i løbet af de første tre måneder af 2023, mens Boeing ikke regner med, at MAX 10 vil være certificeret før i slutningen af det kommende år.
Kongressen skal stemme om den nye budgetaftale i denne uge, men ifølge The Seattle Times er det usandsynligt, at den ikke skulle blive vedtaget, da det vil betyde, at den amerikanske regering må lukke ned i en periode.
Relaterede artikler:
Tidligst MAX 10-godkendelse i sommeren 2023