Boeing 737 MAX 10 ved præsentationen i Renton (Foto: Boeing | PR)

Boeing kan blive nødt til at droppe 737 MAX 10

Boeings koncernchef, Dave Calhoun, er klar til at droppe MAX 10-programmet, hvis Kongressen holder fast i tidsplan for krav til opdatering af særligt varslingssystem til piloterne.

Indtil videre har Boeing fået to af sine i alt fire 737 MAX-modeller certificeret. MAX 8 og MAX 9 er i kommerciel drift, men producenten har endnu ikke fået certificeret den mindste og største variant – henholdsvis MAX 7 og MAX 10.

Hvad angår Boeing 737 MAX 10, er det slet ikke sikkert, at det kommer ud til flyselskaberne verden over. Koncernchef i Boeing, Dave Calhoun, er nemlig klar til at droppe MAX 10-programmet, hvis Kongressen ikke forlænger en lovpligtig frist, der vil gøre flyet i stand til at komme i drift uden en opgradering til det såkaldte Crew Alerting System (CAS). Det siger han til Aviation Week ifølge The Seattle Times.

Besætningsalarmeringssystemet bruges i stedet for meddelelsessystemet i ældre systemer. I stedet for, at en systemfejl markeres ved en lysende knap, vises fejlen på en liste over meddelelser på en lille skærm.

Boeing har indtil videre fået 640 ordrer på 737 MAX 10. En annullering af programmet vil være et stort slag for den amerikanske flyproducent, der vil tabe mange job på Renton-samlefabrikken ved Seattle. Og Boeing vil stå uden direkte konkurrent til Airbus A321neo.

’Er villig til at tage risikoen’
Dave Calhoun fortæller, at Boeing betragter det nuværende MAX 10-design som en ”alt-eller-intet”-pakke, som luftfartsmyndighederne er nødt til at acceptere.

”Det er en risiko, jeg er villig til at tage. Hvis jeg taber kampen, så taber jeg kampen. En verden uden MAX 10 er ikke så truende,” mener koncernchefen.

Boeing 737 MAX 10 er sikker, understreger Dave Calhoun. Da Kongressen vedtog loven i slutningen af 2020, der krævede en opgradering til det omtalte varslingssystem, var det aldrig meningen, at loven skulle gælde MAX-varianterne. Ifølge koncernchefen er Boeings sag om at få den nødvendige udskydelse af fristen ”overbevisende nok”.

Kongressen vedtog i 2020 en toårig deadline, hvorefter alle nye flydesign skal opfylde den seneste sikkerhedsstandard for alarmeringssystemer til piloterne. Lovgiverne forventede på tidspunktet for lovgivningens vedtagelse, at alle MAX-varianter ville blive certificeret til at transportere passagerer inden fristen i november i år. Og at flyene dermed ikke behøvede det særlige varslingssystem.

Alarmer er opgraderet i forhold til MAX 8 og MAX 9
De amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, oplyste Boeing om i marts i år, at producentens tidsplan i forhold til MAX 10 var urealistisk, og at flyet sandsynligvis ikke ville blive certificeret inden årets udgang.

Boeing blev dermed stillet et krav om at opgradere MAX 10 i udsigt, hvilket vil gøre flyets cockpit anderledes end andre MAX-modeller. Og det vil samtidig kræve, at flyselskaberne skal give MAX 10-piloter separat træning.

Ifølge Boeing er besætningsalarmerne i MAX 10 blevet opgraderet i forhold til MAX 8 og MAX 9, men opgraderingen er altså ikke med afsæt i lovgivningen. Producenten har blandt andet tilføjet en tredje AOA-sensor (Angle of Attack, red.), hvilket i høj grad skulle reducere antallet af fejlagtige data fra sensorerne, der måler indfaldsvinklen, hvilket er vinklen mellem vingens plan og luftstrømmen.

I ordrebøgerne for Boeing 737 MAX 10, der får plads til 230 passagerer i en énklasse-kabine, står flere større flyselskaber. United Airlines har bestilt 250 MAX 10’ere, VietJet Air har 80 ordrer på flyet, mens Alaska Airlines har bestilt 50 fly. MAX 10 er det næstmest populære MAX-fly i forhold til ordrer. Den mest populære er MAX 8 med indtil videre 2.255 ordrer.

 

Relaterede artikler:

IAG afgiver stor MAX-ordre

Ryanair: Ingen aftale om Boeing MAX 10

Første flyvning med Boeing 737-10