Henny Fiskbæk, formand for HK Privat i Sydjylland. (Foto: HK | PR)

Velkommen Ryanair – men vi mangler lige underskriften

AKTUEL KOMMENTAR: Formanden for HK Privat i Sydjylland venter med at bryde ud i jubel over Ryanairs tilbagekomst til Billund, indtil overenskomsten er i hus. “Champagnen er sat på køl,” skriver hun.

Af Henny Fiskbæk, formand for HK Privat Sydjylland, Sportsvej 3, Gredstedbro

Nyheden landede onsdag. Ryanair åbner ny luftbase i Billund den 31. oktober til 1,2 milliarder med 26 nye ruter og 60 lokale ansatte. Det fortalte direktøren Eddie Wilson på et pressemøde.

Jeg kender Wilson særdeles godt. I 2015 var vi på hver sin side i en kamp om overenskomst til Ryanairs ansatte på selskabets tidligere base i Billund. Den base, som Ryanair endte med at lukke, fordi de nægtede at lade deres medarbejdere arbejde på danske, overenskomstmæssige vilkår.

Heldigvis har Wilson og Ryanair tilsyneladende ændret holdning, og er på den nye base klar til at lade deres medarbejdere arbejde på danske arbejdsvilkår. Og jeg vil glæde mig til samarbejdet og det øgede lokale rejseudbud.

Problemet er bare, at Ryanair stadig ikke kan fremvise en dansk overenskomst. Jeg ved, at FPU (Flyvebranchens Personale Union) har arbejdet hårdt for at få en god dialog og et godt forhandlingsklima med Ryanair, der kan føre til overenskomst og gode arbejdsvilkår for de ansatte. Men ifølge formand Thilde Waast er der ”stadig en del knaster”.

Så undskyld mig, hvis jeg ikke bryder ud i jubel endnu, men i stedet forholder mig afventende. Jeg ved af egen erfaring, at Ryanair kan være meget tunge at danse med. Men under alle omstændigheder glæder jeg mig over, at Wilson på pressemødet udtalte: “Vi vil tilbyde en anderledes model, end den vi brugte tilbage i 2015, og vi har siden 2018 været i kontakt med FPU, da vi altid har regnet med, at vi skulle vende tilbage til Danmark”.

Godt set, Wilson – for den model, vi arbejder efter her i landet, er den danske model, hvor alle lønmodtagere er sikret ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Så vi glæder os til at byde jer velkommen i klubben over arbejdsgivere med overenskomst. Champagnen er sat på køl.