Verdens første selvkørende bagagetraktor kører rundt i Toulouse-Blagnac Airport. Foto: Air France

Verdens første selvkørende bagagetraktor

Siden midten af november har verdens første automatiske bagagetraktor kørt rundt på lufthavnsasfalten i Toulouse-Blagnac. Den bringer bagagen direkte til flyet.

Forsøg med selvkørende køretøjer er set i flere lande – herunder i Danmark. Men automatiserede køretøjer er kun sjældent set køre rundt i lufthavne. I Norge var der sidste år eksempelvis et projekt med førerløse sneplove, og nu melder Frankrig sig også på banen.

Den 15. november kunne Air France, Charlatte Autonom og Toulouse-Blagnac Airport i fællesskab introducere en ny bagagetraktor, der helt uden chauffør bringer bagage rundt i lufthavnen. Køretøjet er således programmeret til at bringe bagage fra bagagehallen direkte ud til et flyet.

Den selvkørende traktor er første initiativ til at forbedre trafikstrømmen og sikre større sikkerhed. De bagageansvarlige kan spare tid og øge effektiviteten ved håndtering af flyene.

Bagagetraktoren har navnet AT135 og er udviklet af Charlatte Autonom, men den er et resultat af et tæt samarbejde mellem flere anerkendte lufttransportaktører, der løbende udvikler på fremtidens lufthavn.

”Vi er meget stolte af denne verdens første automatiserede operation, der under virkelige forhold fremhæver merværdien af ​​vores selvkørende AT135-traktor med ekspertise fra Charlatte Manutention og NAVYA. Udrulning af selvkørende køretøjer i større skala bør bidrage til at lempe stadig tættere logistikstrømme,” siger Bastien Devaux, administrerende direktør i Charlatte Autonom.

Startskudet til flere førerløse køretøjer
Rent praktisk opererer den selvkørende bagagetraktor sådan, at en medarbejder fra Groupe 3S, en underleverandør til Air France, tager bagagen fra bagagesorteringsområdet og lægger den i en container forbundet til traktoren.

Herefter bevæger den forprogrammerede traktor sig automatisk ud til flyet, hvor den stopper, inden en lufthavnsmedarbejder placerer bagagen i flyet. Herefter kører bagagetraktoren tilbage ad samme vej, den kom.

Det elektriske køretøj er udstyret med intelligente sensorer, der gør den i stand til at kende lufthavnsmiljøet. Traktoren kan placere sig med stor præcision, registrere forhindringer hele vejen rundt og selv træffe beslutninger.

”Ved at bruge en selvkørende bagagetraktor og perfekt integrere den i dens operationelle processer er Air Frances ambition at optimere den driftsmæssige ydeevne og forbedre kundernes rejseoplevelse. Denne test er det første skridt til en mere udbredt udrulning af selvkørende køretøjer i vores lufthavne,” siger Vincent Euzeby, chef for it- og teknologi-innovation i Air France.

Testen med den selvkørende bagagetraktor er et konkret projekt til at gøre lufthavnen mere innovativ, forbundet og effektiv for kunderne, tilføjer Toulouse-Blagnac Airport.

 

Relaterede artikler:

Førerløse lufthavnskøretøjer ruller nærmere

Forskere studerer fremtidsfly med én pilot

Air France går fra WiFi til LiFi