Dubais kommende storlufthavn skal have et transportsystem, som kan flytte passagerer rundt på lufthavnens store areal. Nu er virksomhederne, som skal stå for systemet, valgt, heriblandt et selskab med danske stiftere.
Dubai er i gang med en stor udvidelse af Al Maktoum International Airport, og nu lyder det fra Mitsubishi Heavy Industries, at det store industrikonglomerat har modtaget en ordre på et automatiseret passagertransportsystem (APM-system) som en del af første fase af udviklingsplanen for lufthavnen.
Mitsubishi oplyser, at kontrakten kommer fra det offentligt ejede selskab Dubai Aviation City Corporation, og at kontrakten tilfalder et konsortium bestående af Mitsubishi Heavy Industries selv, datterselskabet MHI Mobility Engineering Services, som har hjemme i Dubai, og den indiske multinationale virksomhed Larsen & Toubro, der, som navnet antyder, er grundlagt af to danske ingeniører, Henning Holck-Larsen og Søren Kristian Toubro.
APM-systemet, som de tre selskaber sammen skal skabe til lufthavnen, bliver verdens største med en banelængde på 50 kilometer og forbindelse mellem ni stationer, hvor systemets togsæt kommer til at stoppe.
Skal drives med 165 tog
Mitsubishi og datterselskabet MHI Mobility Engineering Services skal for deres vedkommende stå for design, indkøb og test af de 165 APM-køretøjer/tog og signalsystemet, som udgør systemets kerne, samt den overordnede systemintegration.
Larsen & Toubro skal for deres vedkommende stå for design, indkøb, test og konstruktion på stedet af de øvrige delsystemer. Projektet forventes færdiggjort i december 2031.
Udviklingen af Al Maktoum International Airport er et omfattende nationalt projekt under Dubais regering, som har til formål at etablere en af verdens største hub-lufthavne med planlagt åbning i 2032. Det forventes, at lufthavnen på sigt skal betjene 260 millioner passagerer årligt, og der er planer om yderligere gradvis udvidelse.
Skal binde lufthavn sammen
Det automatiserede passagertransportsystem skal forbinde lufthavnens terminaler og vigtigste faciliteter og imødekomme transportbehovet hos det voksende antal passagerer, som lufthavnen skal håndtere.
Indførelsen af systemet skal gøre det lettere for passagererne at bevæge sig rundt og forkorte transporttiderne, samtidig med at det skal bidrage til en effektiv lufthavnsdrift, der kan håndtere den forventede fremtidige vækst i efterspørgslen efter luftfart.
Mitsubishi Heavy Industries har før leveret transportsystemer til Dubai. Blandt tidligere projekter er opførelsen af Dubai Metro i 2011, som blev gennemført af et konsortium ledet af netop Mitsubishi.
Derudover færdiggjorde MHI i 2012 det APM-system, der står for passagertransporten ved Terminal 3 i den nuværende Dubai International Airport, og selskabet leverer fortsat drifts- og vedligeholdelsestjenester gennem MHI Mobility Engineering Services.
Relaterede artikler:
Emirates-topchef: Ingen ændringer i strategien

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


