Finnair fly i Helsinki Airport. (Foto: Finnair | PR)

Verdenspremiere: Finnair med ny salgsteknologi

Ny teknologi betyder, at Finnair kan tilbyde færdigpakkede tillægsydelser til passagererne. Det finske flyselskab er det første globalt, som tager denne løsning i brug.

Finnair satser målrettet på at være et førende selskab til at tage nye teknologiske løsninger i anvendelse. Nu tager det finske flyselskab endnu et skridt i den digitale transformation. Finnair bliver således det første flyselskab, som kan tilbyde færdigpakkede tillægsydelser på en nem og bekvem måde, så alle oplysninger registreres digitalt.

Salg af tillægsydelser har været kendt længe, og det er en voksende del af flyselskabernes omsætning. Men Finnair introducerer en mere enkel og fleksibel løsning, så købet bliver en integreret del af bookingen.

Det er Finnairs overgang til såkaldt ’native orders,’ der giver de nye muligheder. I modsætning til traditionelle bookingsystemer såsom Passenger Name Records (PNR), gør ’native orders’ det muligt for flyselskaber at administrere kundeordrer i én samlet registrering.

Den indeholder alle nødvendige oplysninger lige fra flydetaljer, serviceydelser og præferencer til personlige informationer. Det skaber en enkel og integreret kunderegistrering, som er en forudsætning for at kunne tilbyde pakkeløsninger. Målet er at skabe en mere strømlinet og personlig kundeoplevelse, der minder om en ’indkøbskurv’ for en hel rejse

En mere personlig indkøbsoplevelse
”Vi er stolte over at være de første i branchen til at tage dette skridt og tilbyde vores kunder de nye

færdigpakkede tillægsydelser. Dermed får kunderne mere frihed og flere valgmuligheder, mens vi som flyselskab kan tilpasse vores tilbud endnu bedre og skabe en enklere og mere personlig købsoplevelse. Det glæder os, at vores kunder allerede har taget rigtig godt imod det,” siger Lina Blom, regional manager for Finnair i Skandinavien.

Flere pakkeløsninger på vej
Grundideen er, at kunderne nemt og bekvemt kan købe yderligere tjenester, og i stedet for at vælge hver enkelt ekstra ydelse, kan flyselskabet tilbyde pakker, der kombinerer flere ydelser.

I første fase kan Finnairs kunder købe en kombination af sædevalg og internetforbindelse til en reduceret pris, når de køber en flybillet via Finnairs hjemmeside. Kombinationen tilbydes på alle flyvninger, hvor fuld internetforbindelse er tilgængelig som tillægsydelse.

Sæde- og internetkombinationen lanceres først i udvalgte europæiske markeder og vil gradvist blive tilgængelig på alle markeder i løbet af efteråret. Flere kombinationer vil følge senere, herunder måltider, priority services, håndbagage og adgang til lounge.

 

Relaterede artikler:

Ny Finnair-billettype med betalte tillægsydelser

Finnair afslører længe ventet Premium Economy

Finnair skaber mersalg via gratis WiFi