Rejsende i Billund Lufthavn. (Foto: Billund Lufthavn | PR)

Vestdanske lufthavne melder om spredt udvikling

I to ud af tre af Jyllands største lufthavne har der været vækst i marts sammenlignet med sidste år, mens Billund har set et fald. Starten på april markerer samtidig overgangen til sommertrafikprogrammerne.

Vi skriver nu april, og dermed har de vestdanske lufthavne også delt deres trafiktal for marts, og de vidner om, at nogle af de større jyske lufthavne havde flere passagerer igennem terminalerne, mens Billund havde færre sammenlignet med marts sidste år.

I Billund rejste i alt 224.488 passagerer gennem lufthavnen i marts, hvilket var syv procent færre end samme måned sidste år, hvor Ryanair stadig fløj fra lufthavnen frem til den 29. marts.

I Aalborg er der modsat vækst. Her rejste 124.830 passagerer igennem lufthavnen, og det er en fremgang på 18 procent sammenlignet med marts 2025. I Aarhus Airport var der i marts 36.016 passagerer, en stigning på ni procent sammenlignet med samme tid sidste år, hvor 32.988 passagerer benyttede lufthavnen. Hertil skal det siges, at påskens store afrejsedage i år faldt i marts.

Har nye ruter i sommertrafikprogrammerne
Afslutningen af marts markerer samtidig overgangen til flyselskabernes sommertrafikprogrammer. I Billund er der flere nyheder på programmet i dette sommerprogram.

Wizz Air kom sommerprogrammet i forkøbet i starten af marts med en rute til Tirana i Albanien med to ugentlige afgange. Lørdag den 28. kunne lufthavnen fejre den første destination i rækken af Norwegian-nyheder i dette års sommerprogram – nemlig Barcelona.

Åbningen af ruten blev markeret i lufthavnen, hvor flyet blev taget imod med en vandportal, og dagen efter fulgte endnu en nyhed fra Wizz Air, da den direkte rute til Budapest igen blev en del af rutekortet.

”Med de nye ruter fra Norwegian og Wizz Air får vi lukket flere strategiske huller i vores rutekort. Ruterne styrker både tilgængeligheden til og fra Vestdanmark og skaber bedre forbindelser for både erhvervslivet og ferierejsende. Især det italienske marked styrkes med direkte ruter til Rom, Milano og Napoli,” siger siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn, og tilføjer:

”Samtidig åbnes der op for helt nye rejsemuligheder til Edinburgh, Malta, Porto, Nice og Kreta. De nye ruter er også blevet taget rigtig godt imod af rejsebureauerne, hvor blandt andet Nilles & Gislev Rejser og Risskov Rejser og deres engagement har haft stor betydning for, at vi står med så mange nye ruter på kortet.”

Aalborg tager hul på sommersæsonen med ny lounge
I Aalborg Lufthavn er der to nye ruter på tapetet denne sommersæson. Det drejer sig om en rute til London-Gatwick, som Norwegian vil operere to gange ugentligt med start den 2. april, mens Volotea fra den 30. april får én ugentlig afgang til Verona.

I lufthavnen glæder lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen sig over starten på sommersæsonen, og han fremhæver, at Aalborg Airport Lounge har gennemgået den største renovering og udvidelse nogensinde. Den strækker sig nu over 668 kvadratmeter.

”Vi går ind i sommersæsonen med stor optimisme. Der er god aktivitet i lufthavnen, og store dele af sommerprogrammet er kommet godt i gang, hvor påskeferien har sat ekstra fart på ferietrafikken i de sidste dage af marts. Samtidig kan vi i dag åbne vores helt nye Aalborg Airport Lounge. Det er en vigtig milepæl for os og et tydeligt bevis på, at vi er klar til en travl sæson med endnu flere rejsende og endnu bedre rammer,” siger Niels Hemmingsen.

Den nye lounge er udvidet fra 104 til mere end 200 siddepladser. Ambitionen har været at skabe et bedre sted at opholde sig før afrejse uden at gå på kompromis med hyggen og den gode stemning, som lufthavnen ønsker at levere.

Aarhus glæder sig over øget udbud
Hos Aarhus Airport har Ryanair meddelt, at man fra den 2. juni vil flyve to gange ugentligt til Katowice i Polen. Apollo har derudover meddelt, at man for første gang vil have en direkte rute til Kreta fra lufthavnen.

Ryanair tilføjer mere end 119.000 sæder til Aarhus Airport over sommeren, mens Norwegian tilføjer 11.000 sæder gennem en øget frekvens til Malaga.

“Udvidelsen fra Ryanair og Norwegian er et stærkt signal om efterspørgslen i Midt- og Østjylland. Norwegians øgede frekvens til Malaga giver vores rejsende endnu bedre fleksibilitet end hidtil, hvor vi samlet set er den lufthavn i Jylland med flest rejsemuligheder til Malaga. Samtidig sikrer Norwegians ruter til Alicante og Palma de Mallorca et bredt og attraktivt sommerprogram til gavn for både rejsende og rejseselskaber,” siger Lotta Sandsgaard, administrerende direktør i Aarhus Airport.

 

Relaterede artikler:

30 nye danske ruter i sommertrafikprogrammet

Heathrow fortsætter vækst: 110.000 flere passagerer

Øget vinterturisme skaber passagervækst i Norge